Lov om efterskoler og frie fagskoler § 51c

Denne konsoliderede version af lov om efterskoler og frie fagskoler er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 479 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1172 af 12. august 2022,
som ændret ved lov nr. 563 af 07. maj 2019, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 754 af 13. juni 2023

§ 51c

Børne- og undervisningsministeren kan for efterskoler som forsøg i en periode på op til 3 skoleår godkende, at en efterskole ved indgåelse af en overenskomst med en institution for erhvervsrettet uddannelse tilbyder et 10.-klasseforløb, der kombinerer 10. klasse med 1. del af erhvervsuddannelsernes grundforløb. Institutionen for erhvervsrettet uddannelse forestår undervisningen af grundforløbet.

Stk. 2 Uanset § 15, stk. 2, 2. pkt., kræver påbegyndelse af et 10.-klasseforløb omfattet af stk. 1, at eleven opfylder adgangskravene til erhvervsuddannelserne, jf. lov om erhvervsuddannelser.

Stk. 3 For elever under 18 år omfattet af ordningen yder kommunalbestyrelsen i bopælskommunen, jf. § 40, et særligt bidrag til staten. Bidraget udgør halvdelen af det på finansloven fastsatte kommunale bidrag.

Stk. 4 Uanset § 30, stk. 2, nr. 2 og 3, kan en elev, der deltager i 1. del af erhvervsuddannelsernes grundforløb efter stk. 1, efter ansøgning til efterskolen opnå elevstøtte efter § 30 under forløbet.

Stk. 5 Ved beregningen af efterskolens årselevtal finder § 16, stk. 1, 2. pkt., ikke anvendelse på uger, hvor en elev modtager undervisning både i 10. klasse og i 1. del af erhvervsuddannelsernes grundforløb som led i et 10.-klasseforløb, jf. stk. 1. En elev i et 10.-klasseforløb, jf. stk. 1, kan uanset § 14, stk. 2, højst indgå i beregningen af en efterskoles årselevtal med 21 uger inden for samme skoleår.