Teleloven Kapitel 24

Denne konsoliderede version af teleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Lov nr. 169 af 03. marts 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 955 af 17. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 1531 af 18. december 2018, lov nr. 1833 af 08. december 2020 og lov nr. 1555 af 12. december 2023

Kapitel 24 1 Delegation og afskæring af instruksadgang
§ 66

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt klima-, energi- og forsyningsministeren.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder om, at afgørelserne ikke skal kunne påklages.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.

§ 66a

(Ophævet).

§ 67

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ikke give Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur tjenestebefaling om Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur ved lov er bemyndiget hertil, eller om Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelse af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ikke dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren i medfør af denne lov.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler for udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af myndigheder, der er bemyndiget til at varetage opgaver efter denne lov, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af myndigheder, der er bemyndiget til at varetage opgaver efter kapitel 11-14 a og 16-18.