Teleloven Kapitel 8

Denne konsoliderede version af teleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Lov nr. 169 af 03. marts 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 955 af 17. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 1531 af 18. december 2018, lov nr. 1833 af 08. december 2020 og lov nr. 1555 af 12. december 2023

Kapitel 8 1 Mulighed for at kalde numre samt aftaler om dirigering af opkald
§ 30

Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal sikre korrekt dirigering af opkald til abonnentnumre, der er omfattet af den samlede danske nummerplan, herunder opkald til abonnentnumre, der er omfattet af reglerne i kapitel 7 om nummerportabilitet, samt opkald til det europæiske telefonnummerområde.

Stk. 2 Forpligtelsen i stk. 1 omfatter ikke opkald til numre med særlig taksering, hvis modtageren af opkaldet har valgt at begrænse adgangen for opkald hertil.

Stk. 3 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan fastsætte nærmere regler for, hvordan og på hvilke vilkår portering af numre og dirigering af opkald mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, jf. stk. 1, skal afvikles, herunder regler for, hvordan portering og dirigering skal ske, når et nummer medtages af slutbrugeren ved flere efterfølgende skift mellem udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, samt eventuelle supplerende krav til indholdet af aftaler om samtrafik med sigte herpå.

Stk. 4 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan fastsætte nærmere regler om den betaling og de vilkår, som udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller tredjemand kan pålægge andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i forbindelse med disses opslag i databaser som nævnt i § 29, stk. 1, med henblik på at sikre korrekt dirigering af opkald til numre, jf. stk. 1-3, der er omfattet af reglerne i kapitel 7 om nummerportabilitet.