Teleloven § 43

Denne konsoliderede version af teleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Lov nr. 169 af 03. marts 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 955 af 17. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 1531 af 18. december 2018, lov nr. 1833 af 08. december 2020 og lov nr. 1555 af 12. december 2023

Forpligtelse til ikkediskrimination
§ 43

Ved forpligtelse til ikkediskrimination forstås en forpligtelse til, at udbydere med en stærk markedsposition skal sikre, at de under tilsvarende forhold tilbyder andre udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der udbyder tilsvarende tjenester, tilsvarende vilkår og priser, og at de udbyder tjenester og formidler oplysninger til andre på samme vilkår, til samme priser og af samme kvalitet, som gælder for tjenester, der udbydes til udbyderen selv, dennes datterselskaber eller partnere.

Stk. 2 Forpligtelsen i stk. 1 omfatter tillige situationer, hvor tjenester, som udbyderen med en stærk markedsposition udbyder til sig selv eller sine datterselskaber eller partnere, er sammensat af flere produkter, og situationer, hvor sammenlignelige tjenester udbydes i relation til eller indgår som delelementer i forskellige produkter.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan som led i en forpligtelse til ikkediskrimination, jf. stk. 1, pålægge udbydere med en stærk markedsposition at levere adgangsprodukter og -tjenester til alle virksomheder, herunder sig selv, inden for samme frister og på samme vilkår og betingelser, herunder vedrørende pris og serviceniveau, og ved hjælp af samme systemer og processer, som gælder for udbyderens egne afdelinger.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan i relation til pålæggelse af en forpligtelse om ikkediskrimination efter stk. 1 stille krav til udbyderen med en stærk markedsposition om gennem en test at dokumentere, at andre udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester teknisk kan replikere nye eller væsentligt ændrede detailprodukter fra udbyderen med en stærk markedsposition på grundlag af netadgangsprodukter, der er fastsat i en markedsafgørelse, jf. § 41. Erhvervsstyrelsen kan i den forbindelse stille krav om, at dokumentationen skal foreligge i rimelig tid inden lancering af et nyt eller væsentligt ændret detailprodukt og til enhver tid efterfølgende.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan, hvis udbyderen med en stærk markedsposition ikke overholder en forpligtelse om dokumentation fastsat efter stk. 4, påbyde denne udbyder at udskyde lanceringen af et detailprodukt, indtil forpligtelsen fastsat efter stk. 4 er opfyldt, hvis den manglende opfyldelse skønnes at være til væsentlig skade for konkurrencen.