Elforsyningsloven § 82a

Denne konsoliderede version af elforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elforsyning

Lov nr. 375 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 24. oktober 2023,
som ændret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, lov nr. 704 af 08. juni 2018, lov nr. 2605 af 28. december 2021, lov nr. 745 af 13. juni 2023 og lov nr. 1787 af 28. december 2023

§ 82a

Forsyningstilsynet foretager årlige undersøgelser af elpriser for elkunder med et forbrug på op til 100.000 kWh om året og vurderer, om priserne er rimelige, let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og ikkediskriminerende. Forsyningstilsynet overvåger markedsudviklingen for dynamiske elpriskontrakter og vurderer de risici, som produkter og ydelser i disse kontrakter kan udgøre, og griber ind over for urimelig praksis. Resultatet af undersøgelserne og overvågningen offentliggøres på Forsyningstilsynets hjemmeside.

Stk. 2 Til brug for undersøgelser af elpriser for elkunder efter stk. 1 kan Forsyningstilsynet pålægge elhandelsvirksomhederne at markere bestemte produkter i forbindelse med indberetning af priserne i den prisportal, som er nævnt i § 82 b, stk. 1.

Stk. 3 Træffes der beslutning om, at den i § 82 b, stk. 1, nævnte prisportal skal lukkes eller sælges, jf. § 82 b, stk. 3, kan Forsyningstilsynet til brug for sine undersøgelser af forbrugerpriserne efter stk. 1 pålægge elhandelsvirksomhederne at indberette deres elpriser for elkunder med et forbrug på op til 100.000 kWh om året til Forsyningstilsynet og ved indberetningen at markere bestemte produkter.

Stk. 4 Forsyningstilsynet kan fastsætte nærmere regler om indberetninger efter stk. 3.