Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats Kapitel 34

Denne konsoliderede version af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 548 af 07. maj 2019,
jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 01. marts 2024

Kapitel 34 1 Klageadgang
Klage over jobcenterets og kommunens afgørelser
§ 204

Kommunens, herunder jobcenterets, afgørelser efter denne lov kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2 Klage efter stk. 1 kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af den, som afgørelsen vedrører. Klage over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning, jf. §§ 64, 80, 88 og 94, kan tillige indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af andre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.

Stk. 3 Ved behandling af klage over en kommunes afgørelse om udbetaling af merudgiftsgodtgørelse efter § 176 kan Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg alene tage stilling til, om afgørelsen er i overensstemmelse med de retningslinjer, som kommunen har fastsat.

§ 205

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg træffer afgørelse i sagen, inden 4 uger efter at klagen er modtaget i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, hvis klagen over jobcenterets afgørelse vedrører personer omfattet af § 6, nr. 1, og der er tale om klage over jobcenterets afgørelser vedrørende følgende:

  • 1) Tilbud efter kapitel 11-14, hvor afgørelsen er begrundet i personens ønsker og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov.

  • 2) Rådighedsafprøvende tilbud, jf. § 54.

  • 3) Henvisninger til arbejde, jf. § 11, stk. 2, nr. 3.

  • 4) At beskæftigelsesindsatsen skal varetages af en anden aktør, jf. § 5.

Klage over arbejdsgiverens beregninger ved ansættelse med løntilskud
§ 206

Klage over en offentlig arbejdsgivers beregninger af arbejdstiden, jf. § 72, stk. 4, for personer omfattet af § 6, nr. 1-57, 8 og 12, kan senest 4 uger efter ansættelsesforholdets påbegyndelse indbringes for jobcenteret.

Klage over arbejdsløshedskassens afgørelser
§ 207

Arbejdsløshedskassens afgørelser om henvisning af egne ledige medlemmer til et konkret job efter § 11, stk. 4, om jobrettet uddannelse efter kapitel 9 og om befordringsgodtgørelse efter § 175, stk. 5, kan, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt, indbringes for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering af den, som afgørelsen vedrører. §§ 98 og 99 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Arbejdsløshedskassens afgørelser efter § 106 om, at en person ikke skal være omfattet af mindre intensiv indsats, kan, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt, indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 3 Arbejdsløshedskassens afgørelser efter § 35 om at fratage en person retten til selvbooking i de første 3 måneder, hvor arbejdsløshedskassen varetager kontaktforløbet, jf. § 27, stk. 2, kan, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt, indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.