Lov om energimærkning af energirelaterede produkter Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. januar 2019, jf. § 14, stk. 4 i lov nr. 1521 af 18/12 2018

Lov nr. 455 af 18. maj 2011,
som ændret ved lov nr. 1876 af 29. december 2015

Kapitel 1 1 Anvendelsesområde, definitioner m.v.
§ 1

Lovens formål er at fremme energibesparelser og udbredelsen af energieffektive produkter ved at informere slutbrugeren om energirelaterede produkters forbrug af energi og andre væsentlige ressourcer.

Stk. 2 Loven omfatter energirelaterede produkter, der er omfattet af en delegeret retsakt, og som bringes i omsætning eller ibrugtages.

Stk. 3 Loven finder endvidere anvendelse på motordrevne køretøjer, i det omfang det fremgår af loven eller regler fastsat af transportministeren i henhold til loven.

Stk. 4 Loven finder ikke anvendelse på brugte eksemplarer af et energirelateret produkt.

§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) Andre væsentlige ressourcer: Vand, kemikalier eller andet, som forbruges af et energirelateret produkt ved normal brug, og som ikke er energi.

  • 2) Bringe i omsætning: Den første gang et energirelateret produkt uanset salgsmetode gøres tilgængeligt på EU/EØS’ marked med henblik på distribution eller anvendelse i EU/EØS enten mod betaling eller gratis.

  • 3) Datablad: Et standardiseret skema med oplysninger om et energirelateret produkt.

  • 4) Delegeret retsakt: Retsakter vedtaget af EU-institutionerne, hvori der fastlægges krav til mærkningen af bestemte energirelaterede produkter.

  • 5) Energieffektivitetsklasse: Et trin på en skala fra A til G,  der  kan  suppleres  med  klasserne  A+,  A++  og A+++.

  • 6) Energietiket: Et mærke, der indeholder oplysninger om et energirelateret produkts energieffektivitetsklasse og piktogrammer med angivelse af supplerende oplysninger om produktet.

  • 7) Energirelateret produkt:

    • a) Ethvert produkt, der indvirker på energiforbruget under anvendelse, og som bringes i omsætning eller ibrugtages, og

    • b) dele, der er beregnet til at indgå i energirelaterede produkter, som bringes i omsætning, eller som ibrugtages af slutbrugere som særskilte dele, og hvis miljømæssige egenskaber kan vurderes selvstændigt.

  • 8) Forhandler: En detailhandler eller anden fysisk eller juridisk person, som udstiller, sælger, herunder på afbetaling, eller udlejer produkter, der er bestemt til slutbrugere.

  • 9) Ibrugtagning: Den første anvendelse i EU/EØS af et energirelateret produkt i overensstemmelse med dets formål.

  • 10) Importør: Enhver fysisk eller juridisk person i EU/EØS, der som led i sin erhvervsudøvelse bringer et energirelateret produkt fra et tredjeland i omsætning i et EU/EØS-land.

  • 11) Leverandør: Producenten eller dennes repræsentant i EU/EØS, der bringer et energirelateret produkt i omsætning eller ibrugtager det på EU/EØS’ marked, eller importøren. Hvis der ikke findes en producent, repræsentant eller importør, anses som leverandør enhver fysisk eller juridisk person, der bringer i omsætning eller ibrugtager produkter, som er omfattet af loven eller regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt for produktet.

  • 12) Repræsentant: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i EU/EØS, og som har fået skriftligt mandat fra producenten til i dennes navn at opfylde alle eller en del af forpligtelserne i loven eller regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt.

  • 13) Slutbruger: En fysisk eller juridisk person, der ibrugtager et energirelateret produkt.

  • 14) Supplerende oplysninger: Andre oplysninger ud over oplysninger om energiforbruget, som er af betydning for eller kan bidrage til vurderingen af produktets forbrug af energi eller andre væsentlige ressourcer på grundlag af målelige data.

§ 3

Klima- og energiministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten inden for lovens område.