Lov om erhvervsfremme Kapitel 4

Denne konsoliderede version af lov om erhvervsfremme er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1518 af 18. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 230 af 29. februar 2024

Kapitel 4 1 Digital erhvervsfremme
§ 11

Erhvervsstyrelsen fører en fællesoffentlig digital platform, der har til formål at gøre information, service og ydelser i erhvervsfremmesystemet let tilgængeligt for virksomheder. Myndigheder har pligt til at levere relevant indhold til den digitale platform.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen, andre offentlige myndigheder og øvrige erhvervsfremmeaktører kan med samtykke fra den enkelte virksomhed indsamle og behandle, herunder samkøre, samt udveksle oplysninger om den pågældende virksomhed for at målrette vejledning og ydelser til virksomheden på den digitale platform og i det øvrige erhvervsfremmesystem.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen og andre offentlige myndigheder og øvrige erhvervsfremmeaktører, jf. stk. 4, kan uden samtykke fra en virksomhed, der deltager i erhvervsfremmeaktiviteter i henhold til denne lov, indsamle og behandle, herunder samkøre, samt udveksle oplysninger om virksomheden, som de er i besiddelse af, samt oplysninger fra andre offentligt tilgængelige kilder, som er nødvendige af hensyn til myndighedernes kontrol og tilsyn.

Stk. 4 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om den digitale platforms virke inden for denne bestemmelses formål, jf. stk. 1, herunder om krav til indhold på den digitale platform, og regler om indsamling, videregivelse og anden behandling af oplysninger efter stk. 2 og 3, herunder om, hvornår og til hvilke formål og opgaver oplysninger kan indsamles og behandles, hvilke erhvervsfremmeaktører der har adgang til oplysningerne, og hvornår sletning af oplysninger skal finde sted, og om de tekniske, organisatoriske og administrative foranstaltninger, der skal iagttages ved behandlingen.