Lov om erhvervsfremme § 12

Denne konsoliderede version af lov om erhvervsfremme er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1518 af 18. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 230 af 29. februar 2024

§ 12

Tværkommunale erhvervshuse skal varetage de formål, der er fastsat i stk. 2. Erhvervshusene er selvstændige institutioner inden for den offentlige forvaltning med mulighed for at tilknytte filialer.

Stk. 2 Erhvervshusene har bl.a. til formål at

  • 1) fungere som tværkommunale kompetencecentre, der samler specialiserede faglige kompetencer om virksomhedsdrift og -udvikling,

  • 2) understøtte erhvervslivet og erhvervsudviklingen i hele Danmark ved at gøre specialiseret erhvervsservice tilgængeligt for alle virksomheder,

  • 3) fungere som fysiske knudepunkter for erhvervsfremme, herunder sikre den decentrale indgang til højtspecialiserede ydelser i staten, og

  • 4) bidrage til strategien fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, herunder i formuleringen af regionale kapitler for at underbygge den lokale forankring.

Stk. 3 De aktiviteter, som erhvervshusene iværksætter efter stk. 2, må ikke virke konkurrenceforvridende i forhold til private rådgivere.

Stk. 4 Erhvervsministeren bemyndiges til efter aftale med KL at fastsætte nærmere regler om standardvedtægter gældende for alle erhvervshuse. Bestyrelserne for erhvervshusene fastlægger forretningsordenen for de enkelte erhvervshuse. Forretningsordenen skal godkendes af erhvervsministeren. Ændringer af forretningsordenen følger samme procedure.

Stk. 5 Erhvervsministeren kan efter aftale med KL fastsætte nærmere regler om erhvervshusenes opgaver og organisering.