Lov om etablering af statsgaranti på en del af ejendomskreditaftalerne i landdistrikterne Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 870 af 21. juni 2022

Kapitel 2 1 Betingelser for statsgaranti
§ 2

Statsgarantiordningen omfatter kun ejendomskreditaftaler indgået med forbrugere i forbindelse med nyerhvervelse af en boligejendom, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Statsgarantiordningen omfatter ligeledes ejendomskreditaftaler indgået med boligkollektiver (andelsboligforeninger), som opfylder følgende betingelser:

  • 1) Ejendommen indeholder højst tre beboelseslejligheder.

  • 2) Antallet af medlemmer overstiger ikke 15.

  • 3) Beslutninger vedrørende kollektivet, herunder om optagelse af nye medlemmer, kræver enstemmighed hos medlemmerne.

  • 4) Medlemmerne hæfter personligt og solidarisk for ejendommens pantegæld.

  • 5) Medlemmerne er lodtagne i formuen i forhold til deres andelsbevis.

Stk. 3 Når en ejendomskreditaftale indgås med et boligkollektiv, foretages kreditværdighedsvurderingen i henhold til § 10, stk. 3, for hvert enkelt af de medlemmer, som hæfter personligt og solidarisk for ejendommens pantegæld.

Stk. 4 Et boligkollektiv betaler garantiprovision efter reglen i § 12, stk. 2.

Stk. 5 Et boligkollektiv, som har modtaget garantitilsagn i henhold til § 160 n i lov om almene boliger m.v., kan ikke gøre brug af ordningen efter denne lov.

Stk. 6 Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af forbrugere finder i øvrigt tilsvarende anvendelse på boligkollektiver.

§ 3

Statsgaranti kan stilles for ejendomskreditaftaler, som er ydet af

  • 1) penge- og realkreditinstitutter, som har hjemsted i Danmark,

  • 2) kreditinstitutter, som har hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som driver virksomhed her i landet, herunder gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, eller

  • 3) ejendomskreditselskaber, som i medfør af § 3 i lov om ejendomskreditselskaber har tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab.

Stk. 2 I situationer, hvor ejendomskreditaftalen er ydet af et realkreditinstitut og en anden ejendomskreditgiver har stillet garanti, indgået en modregningsaftale omfattende tab på ejendomskreditaftalen eller på anden måde over for realkreditinstituttet indestår for tab på den statsgaranterede del af ejendomskreditaftalen, kan statsgarantien ydes til denne anden ejendomskreditgiver.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om statsgarantiordningens anvendelse på tilfælde omfattet af stk. 2, herunder regler, der tager højde for, at det kan være en anden ejendomskreditgiver end realkreditinstituttet, der indsender ansøgningen og varetager opkrævning og afregning af garantiprovisionen, og at betaling under statsgarantien i disse tilfælde skal ske til en anden ejendomskreditgiver end realkreditinstituttet.

§ 4

Statsgarantiordningen omfatter følgende boligejendomme beliggende i Danmark, jf. dog stk. 2:

  • 1) Boligejendomme med en handelspris på under 8.000 kr. pr. m² (vægtet areal).

  • 2) Boligejendomme med en handelspris på mellem 8.000 kr. og 10.000 kr. pr. m² (vægtet areal), hvis boligejendommen er beliggende i et postnummer omfattet af bilag 1.

Stk. 2 Boligejendomme med tilladelse som fleksbolig, jf. § 41 a i lov om planlægning, er ikke omfattet af statsgarantiordningen.

§ 5

Statsgaranti kan ydes til serielån og annuitetslån med en løbetid på højst 30 år.

Stk. 2 Tillægslån, herunder lån til tilbygning og ombygning, omfattes ikke af ordningen.

§ 6

En forbruger kan til enhver tid kun have statsgaranti under ordningen til køb af én boligejendom.