Masteloven § 5

Denne konsoliderede version af masteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v.

Lov nr. 212 af 30. marts 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 420 af 10. marts 2021,
som ændret ved lov nr. 1555 af 12. december 2023

§ 5

I sager efter §§ 2 og 3, hvor der er tvist om betalingen for den aftalte eller påbudte fælles udnyttelse, skal ejeren, der i henhold til § 2 indgår aftale, eller som i medfør af § 3 får påbud herom, og eventuelle andre rettighedshavere som minimum have fuld erstatning. Betalingsforpligtelsen påhviler den, der har fremsat anmodning om fælles udnyttelse i medfør af § 2, eller som får adgang til fælles udnyttelse i medfør af § 3.

Stk. 2 I mangel af enighed herom afgøres erstatningsspørgsmålet af en voldgiftsret, hvor hver af parterne vælger en voldgiftsmand. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem voldgiftsmændene, træffes afgørelsen ved kendelse afsagt af en opmand udpeget af præsidenten for vedkommende landsret. Afgørelse efter 1. og 2. pkt. træffes på grundlag af et oplæg fra landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, til den påtænkte tilladelse eller det påtænkte påbud.

Stk. 3 Erstatningsfastsættelsen kan af hver af parterne ved begæring fremsat over for opmanden inden 4 uger fra kendelsen indbringes for vedkommende taksationskommission efter reglerne i § 19 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. I øvrigt finder reglerne i § 26 i den nævnte lov tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Når erstatningsspørgsmålet er afgjort af voldgiftsretten, opmanden eller taksationskommissionen, jf. stk. 2 og 3, og der er sket betaling af erstatningsbeløbet eller stillet sikkerhed for dets betaling ved tilladelsens eller påbudets udstedelse, kan tilladelse som nævnt i § 2, stk. 6, gives eller påbud efter § 3 udstedes af landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1.

Stk. 5 Ved taksationskommissionens afgørelse af erstatningsspørgsmålet, jf. stk. 3, kan taksationskommissionen træffe beslutning om, at den ansøgende part skal stille et beløb som sikkerhed til dækning af et eventuelt højere erstatningsbeløb fastsat ved dom.