Lov om familiefideikommissers overgang til fri ejendom § 6

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 139 af 01. maj 1954,
jf. lovbekendtgørelse nr. 637 af 15. september 1986,
som ændret ved lov nr. 427 af 14. juni 1995

§ 6

Når det i § 3 omhandlede afløsningsgrundlag er tilvejebragt, og den i § 8 omhandlede afgift er indbetalt, udleveres 3/5 af restværdien af familiefideikommisset til den ved lovens ikrafttræden værende besidder til fri rådighed. Af de resterende 2/5 nyder han indtægten for sin livstid, således at denne del af formuen ved hans død udleveres til fri rådighed til den person, som ifølge den for familiefideikommisset gældende successionsorden ville have været berettiget til at tiltræde besiddelsen, hvis ikke fideikommisset var overgået til fri ejendom.

Stk. 2 Såfremt den indtægt, en besidder af et familiefideikommis eller en del af dette oppebærer af fideikommisset, ikke overstiger 100 kr. om året, overgår hele fideikommissets formue eller hele den del, hvoraf han oppebærer indtægten, til besidderens fri rådighed. Overstiger indtægten vel 100 kr., men ikke 400 kr. om året, kan justitsministeren med samtykke af den nuværende nærmeste successor træffe tilsvarende bestemmelse.

Stk. 3 Er familiefideikommisset eller en del af dette endnu ikke i henhold til successionsordenen overgået til en ved opretterens død ufødt person, udsættes ophævelsen af fideikommisset eller af den pågældende del af dette, indtil en sådan succession har fundet sted, og de ovenfor fastsatte regler finder da tilsvarende anvendelse. Såfremt den pågældende person overfor den nærmest foregående besidder har meddelt afkald på sin ret til selv at tiltræde besiddelsen efter denne, indgår den del af fideikommisset, som ellers ville være tilfaldet afkaldgiveren til fri rådighed, i den tidligere besidders dødsbo. Afkaldet skal opfylde de i arveforordningen af 21. maj 1845 § 14 opstillede betingelser og medfører ikke, at den del af fideikommisset, som skulle forblive båndlagt, kan komme til udbetaling før afkaldgiverens død.