Ferieloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af ferieloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ferie

Lov nr. 60 af 30. januar 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 152 af 20. februar 2024

Kapitel 4 1 Overskydende ferie
Aftale om overførsel af ferie ud over 4 uger
§ 21

En lønmodtager kan aftale med sin arbejdsgiver, at optjent betalt ferie ud over 4 uger overføres til afholdelse i den følgende ferieafholdelsesperiode. I givet fald afholdes den overførte ferie først, jf. dog § 22, stk. 2.

Stk. 2 Lønmodtageren og arbejdsgiveren skal skriftligt indgå aftale efter stk. 1 senest den 31. december i ferieafholdelsesperioden. En arbejdsgiver skal senest den 31. december i ferieafholdelsesperioden meddele FerieKonto eller den, der skal udbetale feriebetalingen, at ferien overføres.

Overførsel af ferie op til 4 uger ved feriehindringer
§ 22

Er en lønmodtager på grund af særlige forhold, jf. §§ 12-14, afskåret fra at holde optjent betalt ferie inden ferieafholdelsesperiodens udløb, overføres op til 4 ugers årlig betalt ferie til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode. Arbejdsgiveren meddeler senest den 31. januar efter ferieafholdelsesperiodens udløb FerieKonto eller den, der skal udbetale ferien, at ferien overføres.

Stk. 2 Ferie efter stk. 1 holdes før anden ferie og indgår ikke i opgørelsen af de 4 uger i det aktuelle ansættelsesforhold efter § 21, stk. 1, § 23, stk. 1 og 2, og § 24, stk. 1 og 2.

Aftale om udbetaling af ferie ud over 4 uger efter ferieårets udløb
§ 23

Efter ferieårets udløb kan en lønmodtager og en arbejdsgiver aftale, at optjent ferie med løn og ferietillæg ud over 4 uger udbetales før ferieafholdelsesperiodens udløb. Har lønmodtageren ikke været ansat hos arbejdsgiveren i hele ferieåret på fuld tid, skal lønmodtageren skriftligt erklære, at lønnen under ferie og ferietillægget vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieåret ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1. Arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.

Stk. 2 Efter ferieårets udløb kan en lønmodtager og en arbejdsgiver aftale, at optjent ferie med feriegodtgørelse og sygeferiegodtgørelse ud over 4 uger udbetales før ferieafholdelsesperiodens udløb. Lønmodtageren skal skriftligt erklære, at betingelserne i 1. pkt. er opfyldt. Har lønmodtageren ikke været ansat hos arbejdsgiveren i hele ferieåret på fuld tid, skal lønmodtageren skriftligt erklære, at feriegodtgørelsen vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieåret ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1.

Stk. 3 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler for udbetaling efter stk. 1 og 2, herunder hvordan det sikres, at lønmodtageren ikke har modtaget ydelser som nævnt i § 27, stk. 1.

Restferie under 1 feriedag
§ 23a

Er der efter ferieårets udløb mindre end 1 feriedag tilbage, udbetales ferien efter lønmodtagerens anmodning, jf. dog § 24 a.

Udbetaling af ferie ud over 4 uger efter ferieafholdelsesperiodens udløb
§ 24

Efter ferieafholdelsesperiodens udløb udbetaler arbejdsgiveren optjent ferie med løn og ferietillæg ud over 4 uger, såfremt lønmodtageren har været ansat hos arbejdsgiveren på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden. Har lønmodtageren ikke været ansat på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden, skal lønmodtageren over for arbejdsgiveren skriftligt erklære, at lønnen under ferien samt ikkeudbetalt ferietillæg vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieafholdelsesperioden ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1. Arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.

Stk. 2 Feriegodtgørelse og sygeferiegodtgørelse for optjent ferie ud over 4 uger udbetales af FerieKonto, arbejdsgiveren eller den, der administrerer feriegodtgørelsen, efter ferieafholdelsesperiodens udløb, såfremt lønmodtageren har været ansat på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden hos samme arbejdsgiver. Har lønmodtageren ikke været ansat på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden hos samme arbejdsgiver, skal lønmodtageren skriftligt erklære, at feriegodtgørelsen vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieafholdelsesperioden ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1.

Stk. 3 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler for udbetaling efter stk. 1 og 2, herunder hvordan det sikres, at lønmodtageren ikke har modtaget ydelser som nævnt i § 27, stk. 1.

Automatisk udbetaling efter ferieafholdelsesperiodens udløb
§ 24a

Arbejdsgiveren udbetaler løn under ferie og eventuelt ferietillæg for ikke afholdt ferie efter ferieafholdelsesperiodens udløb til lønmodtageren, hvis beløbet højst er 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag og beløbet vedrører ferie ud over 4 uger.

Stk. 2 Den, der administrerer feriegodtgørelsen, jf. § 3, stk. 4, udbetaler efter ferieafholdelsesperiodens udløb uhævet feriegodtgørelse til lønmodtageren, hvis beløbet højst er 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag og beløbet stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt inden ferieafholdelsesperiodens udløb. Er lønmodtageren ikke fratrådt, udbetales uhævet feriegodtgørelse, hvis beløbet er på højst 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag og beløbet vedrører optjent ferie ud over 4 uger. Er feriegodtgørelsen indbetalt til en feriekasse efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, er beløbsgrænsen efter 1. og 2. pkt. 3.000 kr. efter skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Stk. 3 FerieKonto udbetaler efter ferieafholdelsesperiodens udløb feriegodtgørelse til lønmodtageren, hvis beløbet højst er 3.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Stammer feriegodtgørelsen ikke fra et ophørt ansættelsesforhold, ferie ud over 4 uger eller afholdt ferie i ferieafholdelsesperioden, kan FerieKonto træffe afgørelse om, at beløbet tilbagebetales, jf. § 36, stk. 2, nr. 4.

Stk. 4 Feriepengeinfo sender en anmodning om udbetaling til den, der administrerer feriegodtgørelsen efter stk. 2, med en meddelelse til lønmodtageren, når feriegodtgørelsen ved ferieafholdelsesperiodens udløb er højst 5.000 kr. før fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. dog stk. 2, 3. pkt. Den, der skal udbetale feriegodtgørelsen, må kun udbetale feriegodtgørelsen, hvis betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Udbetaling af ferie ved feriehindringer
§ 25

Skyldes feriehindringen efter § 22, stk. 1, sygdom eller orlov efter barselsloven, og består feriehindringen fortsat frem til udgangen af den følgende ferieafholdelsesperiode, kan feriebetalingen udbetales til lønmodtageren.

Udbetaling af ferie ved fratræden
§ 26

Feriegodtgørelse for optjent betalt ferie, der ikke er holdt inden udløbet af ferieafholdelsesperioden, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieafholdelsesperiodens udløb, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog § 27. Det er en betingelse for udbetaling, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at beløbet stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieafholdelsesperiodens udløb, og at lønmodtageren i ferieafholdelsesperioden ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1.

Stk. 2 En arbejdsgiver kan udbetale feriegodtgørelse til lønmodtageren ved fratræden, hvis beløbet er højst 2.500 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Arbejdsgiveren kan for samme ferieår ikke udbetale feriegodtgørelse efter denne bestemmelse til samme lønmodtager mere end to gange.

Stk. 3 Fratræder lønmodtageren, udbetales feriegodtgørelse og sygeferiegodtgørelse for ikkeafholdt ferie, der er overført efter §§ 21 og 22, af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der administrerer feriegodtgørelsen.

Stk. 4 Forlader lønmodtageren arbejdsmarkedet, herunder af alders- eller helbredsmæssige årsager, eller framelder lønmodtageren sig Det Centrale Personregister i forbindelse med flytning til udlandet, udbetales feriegodtgørelse til lønmodtageren. Lønmodtageren skal erklære eller dokumentere, at betingelserne er opfyldt.

Stk. 5 Retten til udbetaling af feriegodtgørelse efter stk. 4 fortabes, hvis lønmodtageren ikke, senest 6 måneder efter at betingelserne i stk. 4 er opfyldt, anmoder arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der administrerer feriegodtgørelsen, om at udbetale feriegodtgørelsen. FerieKonto kan i helt særlige tilfælde dispensere fra fristen.

Stk. 6 Ved lønmodtagerens død udbetales feriegodtgørelsen til boet.

Stk. 7 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om udbetaling af feriegodtgørelse efter stk. 1, herunder om, hvordan anmodning om udbetaling skal foretages, de nærmere betingelser for dokumentationen m.v.

Udbetaling efter forudgående godkendelse af FerieKonto
§ 27

Har lønmodtageren modtaget arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, efterløn, fleksydelse, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse, integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp i ferieåret, jf. § 23, eller ferieafholdelsesperioden, jf. §§ 24 og 26, kan udbetaling efter § 23, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 3. pkt., § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., og § 26, stk. 1, kun ske efter FerieKontos forudgående godkendelse.

Stk. 2 Antallet af dage med de ydelser, der nævnes i stk. 1, skal trækkes fra det antal feriedage, som den uhævede feriebetaling svarer til, medmindre lønmodtageren på grund af særlige forhold har været afskåret fra at holde ferien inden ferieafholdelsesperiodens udløb, jf. §§ 12-14. Resterer der et antal feriedage, udbetaler FerieKonto feriegodtgørelsen eller meddeler arbejdsgiveren eller den, der administrerer feriegodtgørelsen, for hvor mange dage der kan udbetales til lønmodtageren.

Stk. 3 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om udbetaling af feriegodtgørelse efter stk. 1, herunder om FerieKontos godkendelse af udbetalingen.