Ferieloven § 31

Denne konsoliderede version af ferieloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ferie

Lov nr. 60 af 30. januar 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 152 af 20. februar 2024

Indberetning og indbetaling til FerieKonto
§ 31

Arbejdsgiveren skal indberette oplysninger til indkomstregisteret om feriegodtgørelse til personer omfattet af § 7, stk. 2, og § 16, stk. 2-4, og oplysninger om sygeferiegodtgørelse efter § 5, stk. 3, jf. dog § 26, stk. 2. For lønmodtagere, der får beregnet feriegodtgørelse efter § 16, stk. 4, skal arbejdsgiveren dog ikke indberette oplysninger om feriegodtgørelse, der er udbetalt ved fratræden efter § 26, stk. 3-6.

Stk. 2 Feriegodtgørelse, der er indberettet efter stk. 1, indbetales til FerieKonto, jf. dog § 3, stk. 4.

Stk. 3 Ved forsinket indbetaling af feriegodtgørelse til FerieKonto skal arbejdsgiveren betale renter heraf på 1,5 pct. pr. påbegyndt måned regnet fra forfaldsdatoen. FerieKonto kan i særlige tilfælde fravige kravet om betaling af renter efter 1. pkt. Forældelseslovens § 23, stk. 2, gælder ikke FerieKontos krav på renter efter 1. pkt.

Stk. 4 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med skatteministeren regler om indberetning af oplysninger om ferie til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.

Stk. 5 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetning og indbetaling af feriegodtgørelse, herunder om frister herfor. Beskæftigelsesministeren kan desuden efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler om overdragelse af FerieKontos rentekrav efter stk. 3, 1. pkt., til restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder regler, som sikrer, at restanceinddrivelsesmyndigheden får de nødvendige oplysninger for at kunne inddrive rentekravene. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om meddelelsen til den, der skal udbetale feriebetalingen, om overførsel af ferie, jf. §§ 21 og 22.