Lov om finansiel virksomhed Kapitel 20

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 05. december 2023,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 2383 af 14. december 2021, lov nr. 2601 af 28. december 2021, lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 243 af 07. marts 2023, lov nr. 405 af 25. april 2023, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1534 af 12. december 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

Kapitel 20 1 Sparevirksomheder
Tilladelse til sparevirksomheder
§ 334

Virksomheder, der udøver virksomhed, som består i erhvervsmæssigt eller som et væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden, og som anbringer de således modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut, skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis virksomheden ikke er

  • 1) omfattet af § 7, stk. 1,

  • 2) omfattet af § 8, stk. 1,

  • 3) oprettet i henhold til særlig lov, eller hvis oprettelse ikke er godkendt i henhold til særlig lov, eller

  • 4) projektejere, hvis de modtagne midler er omfattet af et crowdfundingudbud omfattet af reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet.

Stk. 2 Virksomheder, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 mio. euro.

§ 335

§§ 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse for sparevirksomheder.

§ 336

§ 15 finder tilsvarende anvendelse på sparevirksomheder.

Stk. 2 For sparevirksomheder, der ikke er aktieselskaber, gælder selskabslovens bestemmelser om anmeldelse og registrering m.m. tilsvarende.

§ 336a

Sparevirksomheden skal indhente oplysninger om sparevirksomhedens reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder.

Stk. 2 Enhver, der direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer sparevirksomheden, skal efter sparevirksomhedens anmodning forsyne sparevirksomheden med de oplysninger om ejerforholdet, der er nødvendige for sparevirksomhedens identifikation af reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder.

Stk. 3 Sparevirksomheden skal registrere oplysningerne, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder, i Erhvervsstyrelsens it-system, hurtigst muligt efter at sparevirksomheden er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer. Enhver ændring af de oplysninger, som er registreret om de reelle ejere, skal registreres, hurtigst muligt efter at sparevirksomheden er blevet bekendt med ændringen. De registrerede medlemmer af sparevirksomhedens direktion skal betragtes og registreres som reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system, hvis sparevirksomheden efter at have udtømt alle muligheder for identifikation herefter ingen reelle ejere har eller ingen reelle ejere kan identificeres.

Stk. 4 Sparevirksomheden skal mindst en gang årligt undersøge, om der er ændringer af de registrerede oplysninger om reelle ejere. Resultatet af den årlige undersøgelse fremlægges på det bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen godkender årsrapporten.

Stk. 5 Sparevirksomheden skal opbevare dokumentation for de indhentede oplysninger om sparevirksomhedens reelle ejere i 5 år efter det reelle ejerskabs ophør. Sparevirksomheden skal endvidere opbevare dokumentation for de indhentede oplysninger om forsøg på identifikation af reelle ejere i 5 år efter gennemførelsen af identifikationsforsøget.

Stk. 6 Sparevirksomheden skal efter anmodning udlevere oplysninger om sparevirksomhedens reelle ejere, herunder om sparevirksomhedens forsøg på at identificere sparevirksomhedens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet. Sparevirksomheden skal endvidere efter anmodning udlevere de nævnte oplysninger til andre kompetente myndigheder, når disse myndigheder vurderer, at oplysningerne er nødvendige for deres varetagelse af tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 7 Hvidvasksekretariatet og andre kompetente myndigheder kan vederlagsfrit videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Stk. 8 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om oplysningernes registrering, tilgængelighed og offentliggørelse efter stk. 1, 3 og 5 i Erhvervsstyrelsens it-system, herunder hvilke oplysninger sparevirksomheden skal registrere i styrelsens it-system. Bekendtgørelse om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejere i Erhvervsstyrelsen

§ 336b

Sparevirksomheder, der skal indhente, opbevare og registrere oplysninger om reelle ejere, jf. § 336 a, skal efter anmodning forsyne personer og virksomheder, der i medfør af hvidvaskloven skal udføre kundekendskabsprocedurer, med oplysninger om sparevirksomhedens ejerforhold.

Stk. 2 Modtager Finanstilsynet indberetninger om uoverensstemmelser i de registrerede oplysninger om en sparevirksomheds reelle ejere i medfør af hvidvaskloven, foretager Finanstilsynet en undersøgelse af forholdet. Finanstilsynet kan over for sparevirksomheden fastsætte en frist for forholdets berigtigelse.

Stk. 3 Efter anmodning fra Finanstilsynet kan Erhvervsstyrelsen sideløbende med undersøgelsen, jf. stk. 2, offentliggøre en meddelelse om indberetningen i Erhvervsstyrelsens it-system. Sparevirksomheden skal have mulighed for at gøre indsigelse mod indberetningen, inden den offentliggøres, medmindre formålet med offentliggørelsen af meddelelsen om indberetning derved forspildes.

Ledelse
§ 337

§§ 70, 71 og 75 finder tilsvarende anvendelse på sparevirksomheder.

Stk. 2 § 72 a om finansielle virksomheders outsourcing finder tilsvarende anvendelse for sparevirksomheder.

§ 338

Vedtægterne skal angive indskydernes rettigheder og forpligtelser samt indeholde regler om virksomhedens organisation og ledelse m.v. og om midlernes anbringelse.

Kapital
§ 339

Sparevirksomheder skal have en egenkapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 mio. euro.

Regnskab
§ 340

Regnskabsåret skal følge kalenderåret. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum, dog højst 18 måneder.

§ 341

Sparevirksomhedens reviderede og godkendte årsrapport skal indsendes til Finanstilsynet i to eksemplarer uden ugrundet ophold efter endelig godkendelse. Årsrapporten skal være modtaget i Finanstilsynet senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning.

Stk. 2 Sparevirksomheder skal have mindst én statsautoriseret revisor.

Stk. 3 En kopi af den eksterne revisors revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med indsendelse af årsrapporten efter stk. 1. Fører ekstern revisor ikke en revisionsprotokol vedrørende årsrapporten, indsendes anden tilsvarende dokumentation.

Stk. 4 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for sparevirksomheder om regnskab og revision. Bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.

Stk. 5 Ved anvendelse af digital kommunikation kan kravet om indsendelse af årsrapporter i flere eksemplarer, jf. stk. 1, fraviges.

Inddragelse af tilladelse og ophør
§ 342

Finder Finanstilsynet, at fortsættelse af en af denne lov omfattet sparevirksomhed på det foreliggende grundlag vil være utilbørlig af hensyn til indskydernes interesser, kan Finanstilsynet inddrage tilladelsen.

Stk. 2 De for pengeinstitutter gældende bestemmelser om inddragelse af tilladelse og ophør finder med de fornødne tilpasninger anvendelse på sparevirksomheder.

Øvrige bestemmelser
§ 343

§§ 6, 6 a og 6 b og kapitel 21, 22 og 23 samt regler udstedt i medfør af disse kapitler finder med de fornødne tilpasninger anvendelse på sparevirksomheder.

Stk. 2 Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om minimumskrav til indholdet af kontrakter for særlige risikoafdækningsvirksomheder.