Lov om finansiel virksomhed § 125f

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 05. december 2023,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 2383 af 14. december 2021, lov nr. 2601 af 28. december 2021, lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 243 af 07. marts 2023, lov nr. 405 af 25. april 2023, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1534 af 12. december 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 125f

Erhvervsministeren fastsætter på kvartalsbasis en kontracyklisk buffersats vedrørende krediteksponeringer i Danmark under hensyntagen til bl.a. kreditcyklussen, risiciene som følge af overdreven udlånsvækst og særlige forhold i den nationale økonomi. Erhvervsministeren træffer beslutning om, fra hvilken dato pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal anvende den kontracykliske buffersats til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 3. Erhvervsministeren offentliggør en meddelelse om den kvartalsvise fastsættelse af den kontracykliske buffersats på Erhvervsministeriets hjemmeside.

Stk. 2 En kontracyklisk buffersats mellem 0 og 2,5 pct. fastsat i et andet land skal anvendes af pengeinstitutter og realkreditinstitutter til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 3, i forbindelse med krediteksponeringer med beliggenhed i det pågældende land, jf. dog stk. 6.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan beslutte, at en kontracyklisk buffersats på over 2,5 pct. fastsat i et andet land skal anvendes af pengeinstitutter og realkreditinstitutter, til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 3, i forbindelse med krediteksponeringer med beliggenhed i det pågældende land. Har erhvervsministeren besluttet at anvende en buffersats på over 2,5 pct. i medfør af 1. pkt., træffer erhvervsministeren desuden beslutning om, fra hvilken dato virksomhederne skal anvende buffersatsen til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 3. Erhvervsministeren offentliggør en meddelelse om en buffersats fastsat i medfør af 1. pkt. på Erhvervsministeriets hjemmeside. Har erhvervsministeren ikke truffet beslutning om anvendelse af en kontracyklisk buffersats på over 2,5 pct. i medfør af 1. pkt., skal pengeinstitutter og realkreditinstitutter anvende en buffersats på 2,5 pct. til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 3, i forbindelse med krediteksponeringer med beliggenhed i det pågældende land.

Stk. 4 En kontracyklisk buffersats på mellem 0 og 2,5 pct. for et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, fastsat i medfør af stk. 2 eller 3 finder anvendelse fra den dato, der er angivet på hjemmesiden hos den kompetente myndighed for det pågældende land, jf. dog stk. 9. En kontracyklisk buffersats på mellem 0 og 2,5 pct. for et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, fastsat i medfør af stk. 2 eller 3 finder anvendelse 12 måneder efter den dato, hvor en ændring i buffersatsen er blevet offentliggjort af den kompetente myndighed for det pågældende land i overensstemmelse med det pågældende lands nationale regler, jf. dog stk. 9.

Stk. 5 Er der ikke fastsat en kontracyklisk buffersats i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, kan erhvervsministeren fastsætte en kontracyklisk buffersats, som pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal anvende til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 3, i forbindelse med krediteksponeringer med beliggenhed i det pågældende land. Erhvervsministeren kan fastsætte en buffersats i medfør af 1. pkt., hvis det med rimelighed kan antages, at der bør fastsættes en buffersats for at beskytte virksomheder omfattet af § 125 a, stk. 1, mod risikoen for overdreven udlånsvækst i det pågældende land.

Stk. 6 Er der fastsat en kontracyklisk buffersats i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, kan Erhvervsministeren fastsætte en anden buffersats til brug for pengeinstitutters og realkreditinstitutters opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 3, i forbindelse med krediteksponeringer med beliggenhed i det pågældende land. Erhvervsministeren kan fastsætte en buffersats i medfør af 1. pkt., hvis det med rimelighed kan antages, at den buffersats, som er fastsat af det pågældende land, ikke er tilstrækkelig til på passende vis at beskytte virksomheder omfattet af § 125 a, stk. 1, mod risikoen for overdreven udlånsvækst i det pågældende land.

Stk. 7 Fastsætter erhvervsministeren en buffersats efter stk. 5 eller 6, som forhøjer den gældende kontracykliske buffersats, træffer erhvervsministeren beslutning om, fra hvilken dato pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal anvende den pågældende buffersats til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer.

Stk. 8 Erhvervsministeren offentliggør enhver fastsættelse i medfør af stk. 5 og 6 af en kontracyklisk buffersats for et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, på Erhvervsministeriets hjemmeside.

Stk. 9 Et pengeinstitut og et realkreditinstitut kan anvende en reduceret kontracyklisk buffersats til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 3, fra den dag, hvor en reduceret kontracyklisk buffersats er blevet offentliggjort.