Lov om finansiel virksomhed § 152w

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 05. december 2023,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 2383 af 14. december 2021, lov nr. 2601 af 28. december 2021, lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 243 af 07. marts 2023, lov nr. 405 af 25. april 2023, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1534 af 12. december 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 152w

Finanstilsynet træffer beslutning om, at aktiverne i pengeinstituttets refinansieringsregister tages under administration, og udnævner i den forbindelse en administrator for registeret, hvis

  • 1) Finanstilsynet inddrager pengeinstituttets tilladelse efter § 224, stk. 1, nr. 1 eller 2,

  • 2) Finanstilsynet inddrager pengeinstituttets tilladelse til at føre et refinansieringsregister efter § 224, stk. 4,

  • 3) der indgives begæring om konkurs af Finanstilsynet efter § 234, stk. 1, eller efter egenbegæring,

  • 4) pengeinstituttet erklæres konkurs efter begæring af andre eller

  • 5) Finansiel Stabilitet deltager i afviklingen af et nødlidende pengeinstitut.

Stk. 2 Er der i den indgåede aftale mellem pengeinstituttet og den berettigede enhed angivet en sekundær administrator af aktiverne i et afsnit af refinansieringsregisteret, skal den af Finanstilsynet udpegede administrator for registeret anvende denne administrator af aktiverne registreret i dette afsnit i registeret.

Stk. 3 Beholder pengeinstituttet dets tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, men mister tilladelsen til at føre et refinansieringsregister, har pengeinstituttet mulighed for at tilbagekøbe samtlige aktiver i refinansieringsregisteret fra de berettigede enheder, såfremt dette fremgår af aftalen mellem pengeinstituttet og de berettigede enheder. I sådanne tilfælde udnævnes der ikke en administrator for registeret.

Stk. 4 Når aktiverne i et pengeinstituts refinansieringsregister tages under administration, skal Finanstilsynet foranledige, at beslutningerne om administrationens iværksættelse og administratoren for refinansieringsregisterets udnævnelse registreres eller på anden måde offentliggøres af Erhvervsstyrelsen. Administrator for registeret skal endvidere underrette låntagerne og andre tredjemænd om, at fremtidige betalinger vedrørende aktiverne kun kan ske til administrator, en administrator af aktiverne eller et datterselskab af Finansiel Stabilitet, jf. § 152 v, stk. 1.

Stk. 5 Administrator for registeret skal opfylde habilitetskrav svarende til de krav, der stilles over for kurator m.fl. i konkurslovens § 238, stk. 1 og 2. Administrator for registeret og eventuelle medadministratorer må ikke være en og samme person som kurator i et konkursbo efter pengeinstituttet. Administrator og eventuelle medadministratorer må ikke være ansat i samme virksomhed som kurator i et konkursbo efter pengeinstituttet.

Stk. 6 Administrator for registeret kan udpege en eller flere medadministratorer med indsigt i forhold, som er relevante for administrationen.

Stk. 7 Honorar til administratorerne og andre udgifter i forbindelse med administrationen udredes på baggrund af betalinger på aktiverne i refinansieringsregisteret, jf. § 152 x, stk. 4.

Stk. 8 Finanstilsynet fører tilsyn med administrator for registeret udnævnt efter stk. 1.

Stk. 9 Administrator for registeret og eventuelle medadministratorer skal ved udnævnelsen have en ansvarsforsikring eller straks efter udnævnelsen tegne en sådan.

Stk. 10 I de i stk. 1 nævnte tilfælde kan aktiver i registeret også sælges enkeltvis.

Stk. 11 I de i stk. 1 nævnte tilfælde kan administrationen af aktiverne i et register overtages af andre pengeinstitutter, Finansiel Stabilitet eller et datterselskab af Finansiel Stabilitet.