Lov om finansiel virksomhed § 175g

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 05. december 2023,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 2383 af 14. december 2021, lov nr. 2601 af 28. december 2021, lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 243 af 07. marts 2023, lov nr. 405 af 25. april 2023, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1534 af 12. december 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 175g

En modervirksomhed, som er en finansiel holdingvirksomhed, og som i koncernen er den øverste modervirksomhed beliggende i Danmark, skal godkendes af Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvor den konsoliderende tilsynsmyndighed er forskellig fra Finanstilsynet, jf. stk. 8, jf. dog stk. 4. En modervirksomhed, som er en finansiel holdingvirksomhed, og som i koncernen er den øverste modervirksomhed beliggende i Unionen, skal godkendes af Finanstilsynet som konsoliderende tilsynsmyndighed og den kompetente myndighed i den medlemsstat, holdingvirksomheden er beliggende i, jf. stk. 8. Andre finansielle holdingvirksomheder skal godkendes, når de er omfattet af denne lov eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter på delkonsolideret niveau.

Stk. 2 Godkendelse tildeles en finansiel holdingvirksomhed, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) De interne ordninger og fordelingen af opgaver inden for koncernen er passende med henblik på at opfylde kravene i denne lov og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter på konsolideret eller delkonsolideret niveau, og de er navnlig tilstrækkelige til at

    • a) koordinere den finansielle holdingvirksomheds dattervirksomheder, herunder om nødvendigt gennem en passende fordeling af opgaver blandt kreditinstitutter, der er dattervirksomheder,

    • b) forhindre eller håndtere konflikter internt i koncernen og

    • c) håndhæve koncernens politikker, der er fastsat af den finansielle holdingvirksomhed, i hele koncernen.

  • 2) Organisationsstrukturen i den koncern, hvori den finansielle holdingvirksomhed indgår, hindrer ikke et effektivt tilsyn med kreditinstitutter, der er dattervirksomheder, eller moderinstitutter, for så vidt angår de individuelle, konsoliderede og eventuelt delkonsoliderede forpligtelser, de er underlagt. I denne vurdering tages der navnlig hensyn til

    • a) positionen af den finansielle holdingvirksomhed i en koncern med flere niveauer,

    • b) ejerstrukturen og

    • c) den rolle, den finansielle holdingvirksomhed har i koncernen.

  • 3) Kriterierne i § 14, stk. 2, og §§ 61 a og 64 er opfyldt.

Stk. 3 Er betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, underlægges den finansielle holdingvirksomhed passende tilsynsforanstaltninger, som kan omfatte:

  • 1) Suspension af udøvelsen af de stemmerettigheder, der er knyttet til den finansielle holdingvirksomheds aktier i kreditinstitutter, der er dattervirksomheder.

  • 2) Påbud mod den finansielle holdingvirksomhed eller medlemmerne af ledelsesorganet.

  • 3) Afgivelse af instrukser eller udstedelse af retningslinjer rettet mod den finansielle holdingvirksomhed om at overføre kapitalinteresserne i kreditinstitutter, der er dattervirksomheder, til sine aktionærer.

  • 4) Udpegning på foreløbigt grundlag af en anden finansiel holdingvirksomhed eller et andet institut inden for samme koncern som ansvarlig for at sikre overholdelse af kravene i denne lov og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter på konsolideret niveau.

  • 5) Begrænsning af eller forbud mod udlodninger eller rentebetalinger til aktionærer.

  • 6) Krav om, at finansielle holdingvirksomheder afhænder eller begrænser kapitalandele i kreditinstitutter eller andre enheder i den finansielle sektor.

  • 7) Krav om, at finansielle holdingvirksomheder forelægger en plan for straks at overholde betingelserne i stk. 2 på ny.

Stk. 4 Godkendelse af den finansielle holdingvirksomhed efter stk. 1 er ikke påkrævet, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Den finansielle holdingvirksomheds hovedaktivitet består i at erhverve kapitalandele i dattervirksomheder.

  • 2) Den finansielle holdingvirksomhed er ikke udpeget som afviklingsenhed i overensstemmelse med afviklingsstrategien fastsat af den relevante afviklingsmyndighed.

  • 3) Et kreditinstitut, der er dattervirksomhed, er udpeget som ansvarlig for at sikre koncernens overholdelse af tilsynskrav på konsolideret niveau og har alle de fornødne midler og den retlige beføjelse til at indfri disse forpligtelser på en effektiv måde.

  • 4) Den finansielle holdingvirksomhed tager ikke del i ledelsesmæssige, operationelle eller finansielle beslutninger, der påvirker koncernen eller dens dattervirksomheder, der er kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter.

  • 5) Der er ikke nogen hindringer for et effektivt tilsyn med koncernen på konsolideret niveau.

Stk. 5 Er betingelserne i stk. 4 ikke længere opfyldt, skal den finansielle holdingvirksomhed søge om godkendelse.

Stk. 6 Som led i ansøgning om godkendelse efter stk. 1 skal finansielle holdingvirksomheder oplyse Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvis den ikke er den samme myndighed, om følgende:

  • 1) Organisationsstrukturen for den koncern, hvori den finansielle holdingvirksomhed indgår, med klar angivelse af dens dattervirksomheder og eventuelle modervirksomheder samt placeringen og den type aktivitet, de enkelte enheder udøver i koncernen.

  • 2) Oplysninger om nomineringen af mindst to personer, der varetager den faktiske ledelse af den finansielle holdingvirksomhed, og overholdelse af kravene i § 64 til kvalifikationer for et medlem af bestyrelsen eller direktionen.

  • 3) Oplysninger om overholdelse af kriterierne i § 14, stk. 2, og § 61 a vedrørende aktionærer og selskabsdeltagere, hvis den finansielle holdingvirksomhed har et realkreditinstitut eller pengeinstitut som dattervirksomhed.

  • 4) Den interne organisation og fordelingen af opgaver inden for koncernen.

  • 5) Alle andre oplysninger, som Finanstilsynet eller den konsoliderende tilsynsmyndighed finder nødvendige for at udføre vurderinger i overensstemmelse med stk. 2 og 4.

Stk. 7 Finanstilsynet overvåger løbende som den konsoliderende tilsynsmyndighed overholdelsen af betingelserne omhandlet i stk. 2 eller 4. Finanstilsynet deler relevante oplysninger forbundet hermed med den kompetente myndighed i den medlemsstat, den finansielle holdingvirksomhed er beliggende i.

Stk. 8 Er Finanstilsynet som konsoliderende tilsynsmyndighed forskellig fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, den finansielle holdingvirksomhed er beliggende i, tages en fælles beslutning om godkendelse eller fritagelse for godkendelse, jf. stk. 2 og 4, og om tilsynsforanstaltningerne i stk. 3 og 5. Til brug herfor udarbejder Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed en vurdering af relevante forhold omhandlet i stk. 2-4 og 7 og sender denne vurdering til den kompetente myndighed.

Stk. 9 Finanstilsynet og andre tilsynsmyndigheder skal, inden for 2 måneder efter at Finanstilsynet har foretaget og sendt sin vurdering nævnt i stk. 8, nå frem til en fælles beslutning, jf. dog stk. 13. Opnås en fælles beslutning, meddeler Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed beslutningen til ansøgeren.

Stk. 10 Foreligger der ikke inden for 2 måneder en fælles beslutning, henviser Finanstilsynet sagen til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, som træffer beslutning inden for 1 måned efter modtagelse af henvisningen. Finanstilsynet meddeler som den konsoliderende tilsynsmyndighed denne beslutning til ansøgeren.

Stk. 11 Efter udløbet af perioden på 2 måneder, jf. stk. 9, eller efter at der er truffet en fælles beslutning, kan sagen ikke længere henvises til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 12 Kan en finansiel holdingvirksomhed ikke godkendes, underretter Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed ansøgeren om begrundelsen herfor. Begrundelsen skal meddeles til ansøgeren senest 4 måneder efter tilsynsmyndighedens modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at tage stilling til ansøgningen om godkendelse.

Stk. 13 Der skal dog i alle tilfælde træffes beslutning om at meddele eller afvise godkendelse inden for en frist på 6 måneder efter ansøgningens modtagelse.

Stk. 14 Stk. 1-13 finder ikke anvendelse for investeringsforvaltningsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 14.