Lov om finansiel virksomhed § 209

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 05. december 2023,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 2383 af 14. december 2021, lov nr. 2601 af 28. december 2021, lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 243 af 07. marts 2023, lov nr. 405 af 25. april 2023, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1534 af 12. december 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 209

De i henhold til § 207, stk. 1, oprettede fonde eller foreninger, der ejer aktier i et sparekasseaktieselskab eller et andelskasseaktieselskab, ledes af en bestyrelse på mindst 3 medlemmer. Bestyrelserne for de i 1. pkt. nævnte fonde og foreninger skal varetage fondens eller foreningens interesser.

Stk. 2 Følgende personer må ikke tilsammen eller hver for sig udpege eller udgøre et flertal af bestyrelsen for den i stk. 1 nævnte fond eller forening:

  • 1) Medlemmer af bestyrelsen, repræsentantskabet eller lignende repræsentative organer og ansatte i sparekasseaktieselskabet eller andelskasseaktieselskabet, jf. § 207, stk. 1.

  • 2) Medlemmer af bestyrelsen, repræsentantskabet eller lignende repræsentative organer og ansatte i fondens eller foreningens datterselskaber eller associerede virksomheder.

  • 3) Aktionærer i sparekasseaktieselskabet eller andelskasseaktieselskabet, hvis stemmeret direkte eller indirekte udgør mindste 5 pct. af aktiekapitalens stemmerettigheder, eller hvis pålydende værdi direkte eller indirekte udgør mindst 5 pct. af aktiekapitalen.

Stk. 3 Formanden for bestyrelsen i sparekasseaktieselskabet eller andelskasseaktieselskabet må ikke samtidig være medlem af bestyrelsen for de i stk. 1 nævnte fonde eller foreninger.

Stk. 4 Til bestyrelsen for de i stk. 1 nævnte fonde eller foreninger udpeges 1 medlem af og blandt sparekasseaktieselskabets eller andelskasseaktieselskabets medarbejderrepræsentanter, medmindre reglerne om koncernrepræsentation i lov om erhvervsdrivende fonde finder anvendelse. Reglerne i selskabsloven om koncernrepræsentation finder tilsvarende anvendelse for det pågældende medlem.

Stk. 5 Fonde og foreninger omfattet af stk. 1 skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. § 347, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6 Bestemmelserne i stk. 1-5 finder ikke anvendelse, hvis sparekasseaktieselskabet eller andelskasseaktieselskabet er afviklet efter §§ 226 og 227 og sparekasseaktieselskabet eller andelskasseaktieselskabet ikke anses for at være videreført. Når sparekasseaktieselskabet eller andelskasseaktieselskabet er afviklet og ikke kan anses for videreført, anses fonden fortsat som en erhvervsdrivende fond, jf. § 207, stk. 1. Erhvervsstyrelsen skal som fondsmyndighed tillade de ændringer i fondens vedtægter, som er nødvendige efter lov om erhvervsdrivende fonde. Tilsvarende gælder foreninger, jf. § 207, stk. 1, hvor Erhvervsstyrelsen skal tillade de ændringer i foreningens vedtægter, som er nødvendige efter lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.