Lov om finansiel virksomhed § 71b

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 05. december 2023,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 2383 af 14. december 2021, lov nr. 2601 af 28. december 2021, lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 243 af 07. marts 2023, lov nr. 405 af 25. april 2023, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1534 af 12. december 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 71b

I koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er beliggende i Danmark, og hvor modervirksomheden er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller en finansiel holdingvirksomhed, skal modervirksomheden udarbejde og vedligeholde en koncerngenopretningsplan.  1. pkt. finder kun anvendelse for finansielle holdingvirksomheder, der mindst har én dattervirksomhed, som er et pengeinstitut eller et realkreditinstitut. Det skal af koncerngenopretningsplanen fremgå, hvilke tiltag modervirksomheden vurderer der skal træffes for at genoprette den finansielle situation i modervirksomheden og i hver enkelt dattervirksomhed, hvis der sker en hastig eller betydelig forværring af den finansielle situation i en eller flere af virksomhederne i koncernen. § 71 a, stk. 1 og 2, finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på den øverste modervirksomhed og for koncerngenopretningsplanen.

Stk. 2 Finanstilsynet kan uanset stk. 1 påbyde, at der for hver enkelt dattervirksomhed, som er et pengeinstitut eller et realkreditinstitut, skal udarbejdes en genopretningsplan i henhold til § 71 a.

Stk. 3 Finanstilsynet fremsender koncerngenopretningsplaner udarbejdet i henhold til stk. 1 til

  • 1) de kompetente myndigheder, der er en del af tilsynskollegiet,

  • 2) de kompetente myndigheder i lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor væsentlige filialer er beliggende, hvis planen vurderes at være relevant for den pågældende filial,

  • 3) Finansiel Stabilitet eller den myndighed i lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er ansvarlig for afvikling af koncernen, og

  • 4) 4) Finansiel Stabilitet eller en myndighed i det land inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er ansvarlig for afvikling af en dattervirksomhed.

Stk. 4 Med henblik på at træffe en fælles beslutning vurderer Finanstilsynet i samarbejde med de i stk. 3, nr. 1 og 2, nævnte myndigheder koncerngenopretningsplanen, herunder om planen opfylder de i stk. 1, jf. § 71 a, stk. 1 og 2, fastsatte krav. De nævnte myndigheder i stk. 3, nr. 3 og 4, kan komme med anbefalinger til Finanstilsynet om koncerngenopretningsplanens indhold.

Stk. 5 Er der ikke truffet en fælles beslutning inden for 4 måneder efter Finanstilsynets fremsendelse af koncerngenopretningsplanen, jf. stk. 4, eller om reaktioner i medfør af § 71 c, stk. 2, træffer Finanstilsynet selv beslutning herom. Finanstilsynet underretter koncernens modervirksomhed, Finansiel Stabilitet og de i stk. 3 nævnte myndigheder om denne beslutning. Har en af de i stk. 3 nævnte myndigheder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, skal Finanstilsynet træffe beslutning i overensstemmelse med beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 6 Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om krav til koncerngenopretningsplanernes indhold, herunder regler om kritiske funktioner, scenarier med alvorlig makroøkonomisk og finansiel stress samt om vedligeholdelse og frister for indsendelse af koncerngenopretningsplaner. Bekendtgørelse om genopretningsplaner for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, et skibsfinansieringsinstitut og fondsmæglerselskaber