Lov om finansiel virksomhed § 77d

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 05. december 2023,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 2383 af 14. december 2021, lov nr. 2601 af 28. december 2021, lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 243 af 07. marts 2023, lov nr. 405 af 25. april 2023, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1534 af 12. december 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 77d

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab og en finansiel holdingvirksomhed skal have en skriftlig lønpolitik, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring. Virksomhedens lønpolitik skal være kønsneutral.

Stk. 2 Virksomhedens øverste organ skal godkende virksomhedens lønpolitik, jf. stk.1, herunder retningslinjer for tildeling af variabel løn og retningslinjer for fratrædelsesgodtgørelser, ved enhver væsentlig ændring og mindst hvert fjerde år. Virksomhedens lønpolitik skal hurtigst muligt efter godkendelsen offentliggøres på virksomhedens hjemmeside. Lønpolitikken skal forblive offentligt tilgængelig på hjemmesiden, så længe den er gældende.

Stk. 3 I et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed skal formanden for bestyrelsen i sin beretning for virksomhedens øverste organ redegøre for aflønningen af virksomhedens bestyrelse og direktion. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om aflønningen i det foregående regnskabsår og om den forventede aflønning i indeværende og det kommende regnskabsår. Formanden for bestyrelsen skal forklare og begrunde lønpolitikkens indhold og dens efterlevelse i sin beretning for virksomhedens øverste organ.

Stk. 4 Virksomhedens øverste organ skal godkende aflønningen af virksomhedens bestyrelse for det igangværende regnskabsår.

Stk. 5 Bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab og en finansiel holdingvirksomhed skal årligt udarbejde og offentliggøre en vederlagsrapport.

Stk. 6 Vederlagsrapporten skal indeholde:

  • 1) Oplysninger om det samlede vederlag, som hvert medlem af bestyrelsen og direktionen som led i dette hverv har optjent fra virksomheden og andre virksomheder inden for samme koncern i de seneste 3 år, herunder oplysninger om fastholdelses- og fratrædelsesordningers væsentligste indhold.

  • 2) En redegørelse for sammenhængen mellem ledelsens aflønning og virksomhedens strategi og relevante mål herfor.

Stk. 7 Hurtigst muligt efter generalforsamlingens afholdelse offentliggøres vederlagsrapporten på virksomhedens hjemmeside. Vederlagsrapporten skal forblive offentligt tilgængelig på hjemmesiden i en periode på 10 år. Vederlagsrapporten kan være tilgængelig i en længere periode end 10 år, forudsat at den ikke længere indeholder personoplysninger.