Lov om firmapensionskasser Kapitel 18

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024

Kapitel 18 1 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 119

Loven træder i kraft den 13. januar 2019.

Stk. 2 Lov om tilsyn med firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1165 af 19. september 2018, ophæves.

Stk. 3 Regler fastsat i medfør af lov om tilsyn med firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1165 af 19. september 2018, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov.

Stk. 4 Følgende bekendtgørelser ophæves:

  • 1) Bekendtgørelse nr. 71 af 5. februar 1991 om koncession til firmapensionskasser.

  • 2) Bekendtgørelse nr. 781 af 11. august 2005 om risikovægtning af solvenskravet og opgørelse af basiskapitalen for firmapensionskasser.

  • 3) Bekendtgørelse nr. 1135 af 18. september 2015 om aktivers lokalisering og kongruente valutaer i forhold til de pensionsmæssige hensættelser for firmapensionskasser.

Stk. 5 § 125, nr. 4, har virkning for udbetalinger, der sker den 13. januar 2019 eller senere.

§ 120

§ 31, stk. 1, finder ikke anvendelse på firmapensionskasser, der før lovens ikrafttræden havde tilladelse i medfør af lov om tilsyn med firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1165 af 19. september 2018, og som ikke har ansat en direktør (forretningsfører). Disse firmapensionskasser kan fortsætte deres virksomhed uden at have en direktør (forretningsfører) ansat.

§ 121

En firmapensionskasse, der indtil den 13. januar 2019 har haft tilladelse til at drive pensionskassevirksomhed, opretholder tilladelse til at drive pensionskassevirksomhed.

Stk. 2 En firmapensionskasse, der indtil den 13. januar 2019 har haft tilladelse til at drive pensionskassevirksomhed, skal anvende ordet pensionskasse eller ordet firmapensionskasse i tilknytning til sit navn.

Stk. 3 Vedtægtsændringer, der skal vedtages som følge af lovforslagets ikrafttræden, skal først ske ved firmapensionskassens førstkommende almindelige generalforsamling.