Lov om firmapensionskasser § 29

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024

§ 29

En firmapensionskasse skal have effektive former for virksomhedsstyring, herunder

  • 1) en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling,

  • 2) en god administrativ og regnskabsmæssig praksis,

  • 3) skriftlige forretningsgange for alle de væsentlige aktivitetsområder,

  • 4) effektive procedurer til at identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, som firmapensionskassen er eller kan blive udsat for,

  • 5) de ressourcer, der er nødvendige for den rette gennemførelse af dens virksomhed, og en hensigtsmæssig anvendelse af disse,

  • 6) procedurer med henblik på adskillelse af funktioner i forbindelse med håndtering og forebyggelse af interessekonflikter,

  • 7) fyldestgørende interne kontrolprocedurer og

  • 8) betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1.