Lov om firmapensionskasser § 57b

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024

§ 57b

En firmapensionskasse, der foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked, skal offentliggøre, hvordan hovedelementerne i dennes aktieinvesteringsstrategi er i overensstemmelse med de pensionsmæssige forpligtelsers profil og varighed, herunder navnlig de langsigtede forpligtelser, og hvordan hovedelementerne bidrager til aktivernes resultater på mellemlang til lang sigt.

Stk. 2 Når en kapitalforvalter investerer på vegne af en firmapensionskasse enten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut skal firmapensionskassen offentliggøre følgende oplysninger om sin ordning med kapitalforvalteren:

  • 1) Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at afstemme sin investeringsstrategi og sine investeringsbeslutninger efter profilen og varigheden af firmapensionskassens pensionsmæssige forpligtelser, navnlig langsigtede forpligtelser.

  • 2) Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at træffe investeringsbeslutninger på grundlag af vurderinger af finansielle og ikkefinansielle resultater på mellemlang til lang sigt for det selskab, hvori der investeres, og til at engagere sig i selskaber, hvori der investeres, for at forbedre deres resultater på mellemlang til lang sigt.

  • 3) Hvordan metoden til og tidshorisonten for evaluering af kapitalforvalterens resultater og aflønningen for kapitalforvalterens tjenesteydelser er i overensstemmelse med profilen og varigheden af firmapensionskassens pensionsmæssige forpligtelser, navnlig langsigtede forpligtelser, og tager hensyn til de langsigtede resultater.

  • 4) Hvordan firmapensionskassen overvåger kapitalforvalterens porteføljeomsætningsomkostninger, og hvordan den fastlægger og overvåger en tilsigtet porteføljeomsætning eller et tilsigtet omsætningsinterval.

  • 5) Varigheden af ordningen med kapitalforvalteren.

Stk. 3 Firmapensionskassen skal give en klar og velbegrundet forklaring, hvis ordningen som nævnt i stk. 2 ikke omfatter et eller flere af de i stk. 2, nr. 1-5, nævnte aspekter.

Stk. 4 De nævnte oplysninger i stk. 1-3 skal være gratis tilgængelige på firmapensionskassens hjemmeside og skal ajourføres årligt, medmindre der ikke er nogen væsentlige ændringer.