Lov om firmapensionskasser § 91

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024

§ 91

En dansk firmapensionskasse, der er meddelt tilladelse efter § 12 til at udøve pensionskassevirksomhed, skal ansøge om Finanstilsynets tilladelse til at modtage alle eller dele af en pensionskasses forpligtelser, pensionsmæssige hensættelser og andre forpligtelser og rettigheder samt tilsvarende aktiver eller kontanter svarende dertil fra en anden pensionskasse med hjemland i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2 Finanstilsynet kan give tilladelse, når tilsynsmyndigheden i den overdragende pensionskasses hjemland giver samtykke til overdragelsen.

Stk. 3 Finanstilsynet meddeler eller afslår tilladelsen og underretter firmapensionskassen om sin afgørelse senest 3 måneder efter modtagelse af ansøgningen.

Stk. 4 Ansøgningen omhandlet i stk. 1 skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Den skriftlige aftale mellem den overdragende og den modtagende firmapensionskasse med angivelse af vilkårene for overdragelsen.

  • 2) En beskrivelse af pensionsordningens vigtigste karakteristika.

  • 3) En beskrivelse af de forpligtelser eller pensionsmæssige hensættelser, der skal overdrages, og andre forpligtelser og rettigheder samt modsvarende aktiver eller kontanter svarende dertil.

  • 4) De overdragende og de modtagende pensionskassers navne, beliggenhederne for deres hovedkontorer og de medlemsstater, i hvilke pensionskasserne er registreret eller har opnået tilladelse.

  • 5) Beliggenheden for det pensionstegnende firmas hovedkontor og det pensionstegnende firmas navn.

  • 6) Dokumentation for den forudgående godkendelse af overdragelsen fra flertallet af medlemmer og et flertal af pensionsmodtagere i den overdragende pensionskasse.

  • 7) Hvor det er relevant, navnene på de medlemsstater, hvis social- og arbejdsmarkedsret på området for arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger finder anvendelse på den berørte pensionsordning.

Stk. 5 Finanstilsynet sender den ansøgning, der er nævnt i stk. 4, til den overdragende pensionskasses tilsynsmyndighed straks efter at have modtaget denne.

Stk. 6 Finanstilsynet vurderer, om

  • 1) den modtagende firmapensionskasse har givet alle de oplysninger, der er nævnt i stk. 4,

  • 2) den modtagende firmapensionskasses administrative struktur og finansielle situation og firmapensionskassens ledelses hæderlighed, faglige kvalifikationer eller erfaring er forenelige med den påtænkte overdragelse,

  • 3) den modtagende firmapensionskasses medlemmers og pensionsmodtageres langsigtede interesser og den overdragede del vil være tilstrækkeligt beskyttet under og efter overdragelsen,

  • 4) de pensionsmæssige hensættelser i den modtagende firmapensionskasse er fuldt kapitaldækkede på datoen for overdragelsen, hvis overdragelsen medfører grænseoverskridende virksomhed, og

  • 5) de aktiver, der skal overdrages, er tilstrækkelige og passende til at dække de forpligtelser, pensionsmæssige hensættelser og andre forpligtelser og rettigheder, der skal overdrages, i overensstemmelse med gældende regler.

Stk. 7 Finanstilsynet underretter tilsynsmyndigheden i den overdragende pensionskasses hjemland om den afgørelse, der er nævnt i stk. 3, senest 2 uger efter at afgørelsen er truffet.

Stk. 8 Resulterer overdragelsen i grænseoverskridende virksomhed, skal tilsynsmyndigheden i den overdragende pensionskasses hjemland underrette Finanstilsynet om de krav i social- og arbejdsmarkedsretten, der er relevante for arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger, og som stilles til administrationen af pensionsordningen, og om de oplysningskrav i værtslandet, som finder anvendelse på den grænseoverskridende virksomhed. Dette meddeles inden for en frist på 4 uger.

Stk. 9 Finanstilsynet videregiver de omhandlede oplysninger til den modtagende firmapensionskasse senest 1 uge fra modtagelsen af disse.

Stk. 10 Den modtagende firmapensionskasse kan påbegynde administrationen af en pensionsordning, når den har modtaget en afgørelse om tilladelse som omhandlet i stk. 3, eller, hvis der ikke er modtaget en afgørelse fra Finanstilsynet, ved udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 9.