Lov om folketingsvalg på Færøerne Kapitel 10

Denne konsoliderede version af lov om folketingsvalg på Færøerne er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 458 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1432 af 01. december 2023

Kapitel 10 1 Folketingets godkendelse af valget m.v.
§ 70

Folketinget godkender gyldigheden af kandidaternes valg.

Stk. 2 Folketinget afgør, om valgbestyrelsens opgørelse af valget kan godkendes, eller om valgbestyrelsen skal foretage en ny opgørelse, herunder en fornyet gennemgang af det materiale eller dele heraf, der har været benyttet ved valget. Folketinget kan kræve stemmemateriale m.v. indsendt til Folketinget.

§ 71

Enhver vælger kan klage over folketingsvalg. Klager skal stiles til Folketinget og sendes til rigsombudsmanden. Klager skal være rigsombudsmanden i hænde senest ugedagen efter valgdagen. Rigsombudsmanden sender klagen til indenrigs- og sundhedsministeren. Indenrigs- og sundhedsministeren videresender klagen til Folketinget.

§ 72

Hvis Folketinget træffer afgørelse om, at afstemningen er ugyldig, afholdes der omvalg. Kandidaterne anses foreløbig som lovligt valgte.

Stk. 2 Rigsombudsmanden fastsætter dagen for afholdelsen af omvalg. Ved omvalg kan kun de personer, der havde valgret og var optaget på valglisten på den almindelige valgdag, afgive stemme.

Stk. 3 Gyldighedsperioden for omvalg følger gyldighedsperioden efter § 1, stk. 2.

§ 73

Hvis Folketinget træffer afgørelse om, at en valgt kandidat ikke er valgbar, indtræder den pågældendes stedfortræder, jf. § 67.

§ 74

En stedfortræder indtræder i Folketinget, når et folketingsmedlem ophører med at være medlem, og i øvrigt efter de regler herom, der er fastsat i Folketingets forretningsorden.

Stk. 2 Hvis der ved mandatledighed ikke er nogen stedfortræder, afholdes udfyldningsvalg, jf. § 75.

§ 75

Hvis der er afholdt udfyldningsvalg, gælder valget af det nye medlem for den resterende del af gyldighedsperioden for valgene på den almindelige valgdag.

§ 76

Folketingsmedlemmerne oppebærer vederlag og pension m.v. efter de regler, der er fastsat i kapitel 14 i lov om valg til Folketinget.