Lov om folketingsvalg på Færøerne § 13

Denne konsoliderede version af lov om folketingsvalg på Færøerne er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 458 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1432 af 01. december 2023

§ 13

Vælgere, der er omfattet af § 3, skal efter anmodning optages på valglisten i den kommune, hvor de sidst har været tilmeldt folkeregistret. Anmodning om optagelse skal indgives til kommunalbestyrelsen.

Stk. 2 Anmodningen forelægges for rigsombudsmanden til afgørelse med attestation af, at den pågældende har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og ikke er umyndiggjort, og med oplysning om, hvornår vedkommende sidst har været optaget i kommunens folkeregister. Rigsombudsmandens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3 Afgørelser om optagelse på valglisten gælder i 2 år fra afgørelsens dato. Hvis vælgeren inden udløbet af denne periode indgiver anmodning om fornyet optagelse på valglisten, forlænges perioden, indtil der er truffet afgørelse.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om optagelse på valglisten af vælgere, der er omfattet af § 3.