Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter Kapitel 18

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 08. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 01. marts 2024

Kapitel 18 1 Tidlig indgriben
§ 177

Overtræder eller er det overvejende sandsynligt, at et fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, som følge af en betydelig eller hastig forværring af fondsmæglerselskabets finansielle situation i nær fremtid vil overtræde kravene fastsat i denne lov, regler udstedt i medfør af loven, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, afsnit II i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter eller artikel 3, 7, 14, 17 og 24-26 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, kan Finanstilsynet påbyde fondsmæglerselskabet at foretage en eller flere af tiltagene i stk. 2 og 3 inden for en frist fastsat af Finanstilsynet. Finanstilsynet kan forlænge fristen, hvis det skønnes nødvendigt.

Stk. 2 Finanstilsynet kan påbyde fondsmæglerselskabet at

  • 1) iværksætte eller opdatere sin genopretningsplan, som er udarbejdet i overensstemmelse med §§ 98 og 99,

  • 2) udarbejde og indsende en handlingsplan til Finanstilsynet,

  • 3) indkalde fondsmæglerselskabets bestyrelse,

  • 4) et eller flere medlemmer af fondsmæglerselskabets bestyrelse eller direktion skal nedlægge hvervet, jf. § 79,

  • 5) udarbejde og indsende en plan for forhandlinger om omstrukturering af fondsmæglerselskabets gæld,

  • 6) ændre sin forretningsstrategi,

  • 7) ændre sin retlige eller operationelle struktur og

  • 8) kontakte potentielle købere med henblik på at forberede en afvikling af fondsmæglerselskabet.

Stk. 3 Ved indkaldelse af fondsmæglerselskabets bestyrelse fastsætter Finanstilsynet dagsordenen. Selskabslovens §§ 90 og 91 finder ikke anvendelse på indkaldelser efter 1. pkt. Efterkommer fondsmæglerselskabet ikke et påbud om indkaldelse af fondsmæglerselskabets bestyrelse, kan Finanstilsynet på vegne af fondsmæglerselskabet indkalde fondsmæglerselskabets bestyrelse og fastsætte dagsordenen herfor. Selskabslovens §§ 89-91 og 93 finder ikke anvendelse på indkaldelser efter 3. pkt.

§ 178

Finanstilsynet kan påbyde et eller flere medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i et fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, at nedlægge hvervet, hvis fondsmæglerselskabets finansielle situation forværres betydeligt eller der foreligger en eller flere alvorlige overtrædelser af den finansielle lovgivning.

Stk. 2 Finanstilsynet kan udstede påbud efter stk. 1, hvis påbuddet efter § 177 ikke vurderes tilstrækkeligt til at genoprette fondsmæglerselskabets finansielle situation.

Stk. 3 Udpegelse af en ny direktion eller bestyrelse eller nye medlemmer heraf skal ske i overensstemmelse med denne lov, regler udstedt i medfør af loven, selskabsloven, regler udstedt i medfør af selskabsloven og fondsmæglerselskabets vedtægter.

Midlertidig administrator
§ 179

Finanstilsynet kan påbyde et fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, at indsætte en eller flere midlertidige administratorer, jf. stk. 2 eller 3, hvis fondsmæglerselskabets finansielle situation forværres betydeligt eller der foreligger en eller flere alvorlige overtrædelser af den finansielle lovgivning og det vurderes, at et påbud efter § 178 ikke er tilstrækkeligt til at genoprette fondsmæglerselskabets finansielle situation.

Stk. 2 Finanstilsynet kan påbyde fondsmæglerselskabet, at den midlertidige administrator

  • 1) træder i den samlede bestyrelses sted eller

  • 2) bistår bestyrelsen i dennes arbejde.

Stk. 3 Denne lovs og selskabslovens bestemmelser om et fondsmæglerselskabs bestyrelse finder med de fornødne tilpasninger anvendelse på en midlertidig administrator, der træder i bestyrelsens sted.

Stk. 4 På tidspunktet for udpegningen af en midlertidig administrator, der træder i den samlede bestyrelses sted, fratræder bestyrelsen, og den midlertidige administrator tillægges tegnings- og repræsentationsret i overensstemmelse med selskabslovens § 135 og fondsmæglerselskabets vedtægt.

Stk. 5 § 114 finder tilsvarende anvendelse for en midlertidig administrator.

Stk. 6 Senest på tidspunktet for påbuddet efter stk. 1 skal Finanstilsynet have fastlagt de nærmere rammer for den midlertidige administrators arbejde, herunder hvilke beslutninger den midlertidige administrator skal forelægge Finanstilsynet til godkendelse. Indkaldelse af fondsmæglerselskabets bestyrelse kræver altid Finanstilsynets forudgående godkendelse. Finanstilsynet kan løbende ændre rammerne for den midlertidige administrators arbejde, hvis Finanstilsynet skønner det nødvendigt for at genoprette fondsmæglerselskabets finansielle situation. Finanstilsynet kan beslutte, at den midlertidige administrator skal rapportere til Finanstilsynet.

Stk. 7 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om den midlertidige administrator.

§ 180

En midlertidig administrator efter § 179 udpeges for en periode på op til 1 år. Denne periode kan i særlige tilfælde forlænges af Finanstilsynet. Finanstilsynet skal begrunde en forlængelse over for fondsmæglerselskabets kapitalejere. En midlertidig administrator kan til enhver tid afsættes af Finanstilsynet. Selskabslovens § 120 finder ikke anvendelse på en midlertidig administrator, der træder i den samlede bestyrelses sted, og bestyrelsen kan ikke afsætte en midlertidig administrator. Selskabslovens § 121, stk. 1, finder ikke anvendelse på den midlertidige administrator, som skal give Finanstilsynet et varsel på mindst 2 måneder inden en påtænkt udtrædelse.

Stk. 2 Finanstilsynet sikrer, at den midlertidige administrator er uvildig og besidder de nødvendige kompetencer til at varetage opgaven.

Stk. 3 En midlertidig administrator, som under udførelsen af sit hverv forsætligt eller groft uagtsomt har påført fondsmæglerselskabet tab, skal erstatte dette tab. Det samme gælder, når skaden er tilføjet kapitalejere eller tredjemand. Finanstilsynet kan ikke ifalde ansvar for den midlertidige administrators handlinger og undladelser efter dansk rets almindelige erstatningsretlige regler.

§ 181

Et påbud fra Finanstilsynet i medfør af §§ 177-179 udgør ikke i sig selv en fyldestgørelsesgrund eller insolvensbehandling som defineret i § 5, stk. 1, nr. 6, i lov om kapitalmarkeder, hvis fondsmæglerselskabet fortsat opfylder kontraktens væsentlige materielle forpligtelser, herunder betalings- og leveringsforpligtelser og krav om sikkerhedsstillelse.

Stk. 2 Opfylder fondsmæglerselskabet fortsat kontraktens væsentlige forpligtelser, herunder betalings- og leveringsforpligtelser og krav om sikkerhedsstillelse, vil et påbud i medfør af §§ 177-179 eller tiltag, der er direkte forbundet hermed, ikke i sig selv berettige fondsmæglerselskabets kontraktpart til at

  • 1) ophæve, suspendere, ændre, nette eller modregne i kontrakten,

  • 2) sætte sig i besiddelse af, udøve kontrol over eller søge sig fyldestgjort i noget aktiv tilhørende fondsmæglerselskabet eller

  • 3) udøve indflydelse på fondsmæglerselskabets kontraktretlige rettigheder i øvrigt.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for kontrakter indgået af en dattervirksomhed, såfremt modervirksomheden eller en anden virksomhed i koncernen garanterer eller understøtter dattervirksomhedens forpligtelser, og for kontrakter indgået af en koncernforbunden virksomhed, som indeholder bestemmelser om krydsmisligholdelse.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, hvor et påbud svarende til et påbud efter §§ 177-179 er udstedt i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område.