Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 101

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 08. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 01. marts 2024

Anonyme indberetninger til og om fondsmæglerselskaber
§ 101

Et fondsmæglerselskab skal have en ordning, hvor dets ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering begået af fondsmæglerselskabet, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i fondsmæglerselskabet. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. Fondsmæglerselskabet skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan fondsmæglerselskabet har fulgt op på indberetningerne. Lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt., jf. dog § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere.

Stk. 2 Ordningen i stk. 1 kan etableres via en kollektiv overenskomst.

Stk. 3 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning.