Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 138

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 08. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 01. marts 2024

Tidlig indgriben og koncernintern finansiel støtte
§ 138

Fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, og fondsmæglerholdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder med mindst ét sådant datterfondsmæglerselskab, der indgår i koncern med andre sådanne fondsmæglerselskaber, fondsmæglerholdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder samt pengeinstitutter, realkreditinstitutter, finansieringsinstitutter og finansielle holdingvirksomheder og blandende holdingselskaber i henhold til lov om finansiel virksomhed med mindst én dattervirksomhed, der er pengeinstitut, realkreditinstitut eller finansieringsinstitut, kan med Finanstilsynets tilladelse indgå aftale om koncernintern finansiel støtte med en eller flere af disse koncernvirksomheder for det tilfælde, at en af disse koncernvirksomheder efterfølgende kommer i en situation, hvor betingelserne for tidlig indgriben i kapitel 18 er opfyldt. En aftale om koncernintern finansiel støtte skal være forenelig med betingelserne i § 140.

Stk. 2 Ved indgåelse af en aftale om koncernintern finansiel støtte skal de virksomheder, som er parter i aftalen, handle i egen interesse. Aftalen om koncernintern finansiel støtte skal opstille principper for beregning af det vederlag, der skal betales for transaktioner i henhold til aftalen.

Stk. 3 En ansøgning om tilladelse til at indgå en aftale om koncernintern finansiel støtte skal indsendes til Finanstilsynet af modervirksomheden i koncernen, når den øverste modervirksomhed inden for Den Europæiske Union er under konsolideret tilsyn af Finanstilsynet. Ansøgningen skal indeholde udkast til den påtænkte aftale, oplysninger om, hvilke virksomheder der påtænker at deltage i aftalen, og andre oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om aftalen er forenelig med betingelserne i § 140.

Stk. 4 Finanstilsynet fremsender straks den indsendte ansøgning om tilladelse til at indgå aftale om koncernintern finansiel støtte til de kompetente myndigheder for hver af de dattervirksomheder, der ønsker at deltage i aftalen, for at nå frem til en fælles beslutning.

Stk. 5 Finanstilsynet meddeler i overensstemmelse med procedurerne i stk. 7 og 8 tilladelse til den påtænkte aftale, hvis aftalen vurderes at være forenelig med betingelserne for at yde koncernintern finansiel støtte i § 140.

Stk. 6 Finanstilsynet kan i overensstemmelse med procedurerne i stk. 7 og 8 forbyde indgåelsen af den påtænkte aftale om koncernintern finansiel støtte, hvis aftalen anses for uforenelig med betingelserne for at yde koncernintern finansiel støtte i § 140.

Stk. 7 Finanstilsynet skal efter modtagelse af en ansøgning efter stk. 3 sammen med de kompetente myndigheder for hver af de dattervirksomheder, der ønsker at deltage i aftalen, inden for 4 måneder nå en fælles beslutning om ansøgningen. Opnås en fælles beslutning, fremsender Finanstilsynet denne til den ansøgende virksomhed.

Stk. 8 Foreligger der ikke inden for tidsfristen på 4 måneder en fælles beslutning, træffer Finanstilsynet beslutning om ansøgningen. Finanstilsynet underretter virksomheden og de relevante kompetente myndigheder om beslutningen.

Stk. 9 Finanstilsynet skal udskyde beslutningen, hvis en af de kompetente myndigheder for hver af de dattervirksomheder, der ønsker at deltage i aftalen, har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed. Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.