Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 184

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 08. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 01. marts 2024

Afviklingsplaner
§ 184

Finanstilsynet skal udarbejde, vedtage og vedligeholde en afviklingsplan for et fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, jf. dog § 186. Finanstilsynet vedtager afviklingsplanen efter indstilling fra Finansiel Stabilitet. Afviklingsplanen skal

  • 1) indeholde de afviklingstiltag, som det vurderes vil kunne anvendes ved fondsmæglerselskabets afvikling, jf. § 12 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder,

  • 2) tage højde for relevante scenarier, herunder at et fondsmæglerselskabs sammenbrud kan skyldes konkrete forhold i fondsmæglerselskabet eller være en følge af en periode med generel finansiel ustabilitet, herunder begivenheder, der berører hele det finansielle system,

  • 3) indeholde en analyse af, hvordan og hvornår et fondsmæglerselskab på de i planen fastsatte betingelser kan anmode om anvendelse af centralbankfaciliteter og identificere de aktiver, der forventes at kunne betragtes som sikkerhed, og

  • 4) indeholde modeller for, hvordan de i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder omhandlede afviklingsværktøjer og -beføjelser kan anvendes på fondsmæglerselskabet.

Stk. 2 Finanstilsynet kan udarbejde, vedtage og vedligeholde en forenklet afviklingsplan. Finanstilsynet vedtager den forenklede afviklingsplan efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 3 Finanstilsynet skal vedligeholde afviklingsplanen, jf. stk. 1 og 2, mindst én gang om året. Finanstilsynet vedtager afviklingsplanen, jf. stk. 1 og 2, efter indstilling fra Finansiel Stabilitet. Finanstilsynet kan beslutte at fravige kravet om vedligeholdelse af afviklingsplanen mindst én gang om året, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Finanstilsynet skal vedligeholde afviklingsplanen, når der er sket ændringer i fondsmæglerselskabet, herunder ændringer i fondsmæglerselskabets retlige eller organisatoriske struktur, forretningsaktiviteter eller økonomiske forhold, som nødvendiggør en ændring af fondsmæglerselskabets afviklingsplan. Finanstilsynet vedtager afviklingsplanen efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 5 Finanstilsynet fremsender den endelige afviklingsplan til Finansiel Stabilitet.

Stk. 6 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om udarbejdelsen, indholdet og vedligeholdelsen af afviklingsplaner samt arbejdsdelingen mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet. Bekendtgørelse om afviklingsplanlægning og afviklingsberedskab