Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 251

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 08. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 01. marts 2024

§ 251

Konstaterer Finanstilsynet, at et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udøver virksomhed her i landet gennem en filial eller en tilknyttet agent, der er etableret her i landet, eller som udøver grænseoverskridende tjenesteydelser her i landet, handler på en måde, der skader de danske investorers interesser eller markedernes ordentlige funktion, kan Finanstilsynet træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte investorernes interesser eller markedernes ordentlige funktion, herunder ved at forbyde investeringsselskabet at foretage yderligere transaktioner i Danmark, når investeringsselskabets tilsynsmyndigheder i hjemlandet ikke har kunnet træffe de nødvendige foranstaltninger for at stoppe handlinger, der skader investorernes interesser eller markedernes ordentlige funktion. Finanstilsynet underretter forinden tilsynsmyndighederne i investeringsselskabets hjemland.

Stk. 2 Konstaterer Finanstilsynet, at et investeringsselskab med tilladelse til at drive en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF) i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udøver virksomhed her i landet gennem en filial eller en tilknyttet agent, der er etableret her i landet, eller som udøver grænseoverskridende tjenesteydelser her i landet, handler på en måde, der skader de danske investorers interesser eller markedernes ordentlige funktion, kan Finanstilsynet træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte de danske investorers interesser eller markedernes ordentlige funktion, herunder påbyde investeringsselskabet ikke at give adgang for fjernmedlemmer og -brugere her i landet til den multilaterale handelsfacilitet (MHF) eller den organiserede handelsfacilitet (OHF), når tilsynsmyndighederne i investeringsselskabets hjemland ikke har kunnet træffe de nødvendige foranstaltninger for at stoppe handlinger, der skader investorernes interesser eller markedernes ordentlige funktion. Finanstilsynet underretter forinden tilsynsmyndighederne i investeringsselskabets hjemland.