Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 33

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 08. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 01. marts 2024

Fondsmæglerselskabers filialetablering i et andet EU-/EØS-land
§ 33

Et fondsmæglerselskab, der påtænker at etablere en filial i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen:

  • 1) I hvilket land filialen påtænkes etableret.

  • 2) En driftsplan indeholdende oplysninger om organisationen og de planlagte investeringsservicer og -aktiviteter og eventuelle accessoriske tjenesteydelser omfattet af bilag 1.

  • 3) Filialens adresse.

  • 4) Navnene på filialens ledelsesmedlemmer.

  • 5) Oplysning om, hvorvidt filialen har til hensigt at anvende tilknyttede agenter, og identiteten på disse.

Stk. 2 Påtænker fondsmæglerselskabet at udøve virksomhed gennem en tilknyttet agent, der er etableret i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, uden etablering af en filial, skal fondsmæglerselskabet meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger:

  • 1) I hvilket land den tilknyttede agent er etableret.

  • 2) En beskrivelse af den tilknyttede agents virksomhed, herunder en beskrivelse af den planlagte anvendelse af den tilknyttede agent.

  • 3) Oplysninger om fondsmæglerselskabets organisation, herunder rapporteringsveje, der angiver, hvordan den pågældende tilknyttede agent er indpasset i virksomhedsstrukturen.

  • 4) Navnet og adressen på den tilknyttede agent samt den tilknyttede agents ledelse.

Stk. 3 Ved etablering af en filial eller anvendelse af en tilknyttet agent, der er etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal Finanstilsynet senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne videresende de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, sammen med en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse, og oplysninger om investor- og indskydergarantiordningen til tilsynsmyndighederne i værtslandet, jf. dog stk. 4. Finanstilsynet underretter samtidig fondsmæglerselskabet om, at oplysningerne er videresendt til tilsynsmyndighederne i værtslandet.

Stk. 4 Finanstilsynet kan undlade at fremsende oplysningerne efter stk. 3, hvis der er grund til at betvivle, at fondsmæglerselskabets administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet underretter fondsmæglerselskabet herom senest 2 måneder efter modtagelsen af oplysningerne i stk. 1 og 2.

Stk. 5 Fondsmæglerselskabet må påbegynde virksomhed gennem en filial eller en tilknyttet agent, senest 2 måneder efter at værtslandets tilsynsmyndigheder har modtaget oplysninger efter stk. 3, jf. dog stk. 4.

Stk. 6 Fondsmæglerselskabet skal meddele Finanstilsynet enhver ændring af de forhold, der er oplyst om efter stk. 1 eller 2, senest 1 måned før ændringen foretages. Er det for fondsmæglerselskabet ikke muligt at meddele Finanstilsynet ændringen, senest 1 måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt herefter. Finanstilsynet underretter værtslandets tilsynsmyndigheder om sådanne ændringer.