Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 34

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 08. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 01. marts 2024

Fondsmæglerselskabers grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet EU-/EØS-land
§ 34

Et fondsmæglerselskab, der påtænker at udøve grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger:

  • 1) I hvilket land tjenesteydelserne påtænkes udøvet.

  • 2) En driftsplan indeholdende oplysninger om de planlagte investeringsservicer og -aktiviteter og eventuelle accessoriske tjenesteydelser omfattet af bilag 1.

  • 3) Oplysning om, hvorvidt fondsmæglerselskabet har til hensigt at anvende tilknyttede agenter, der er etableret her i landet, og identiteten på disse.

Stk. 2 Finanstilsynet skal senest 1 måned efter modtagelsen af oplysningerne i stk. 1 videresende disse sammen med en erklæring om, at de planlagte tjenesteydelser er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse. Finanstilsynet underretter samtidig fondsmæglerselskabet om, at oplysningerne er videresendt til tilsynsmyndighederne i værtslandet. De planlagte tjenesteydelser kan påbegyndes, når Finanstilsynet har videresendt oplysningerne til tilsynsmyndighederne i værtslandet.

Stk. 3 Fondsmæglerselskabet skal meddele Finanstilsynet enhver ændring af de forhold, der er oplyst om efter stk. 1, senest 1 måned før ændringen foretages. Er det for fondsmæglerselskabet ikke muligt at meddele Finanstilsynet ændringen, senest 1 måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt herefter. Finanstilsynet underretter værtslandets tilsynsmyndigheder om sådanne ændringer.