Eleven kan under forløbet på basisniveauet skifte uddannelsesspor.
Stk. 2 Eleven kan skifte uddannelsesspor ved uddannelsesstart på et undervisningsniveau.
Stk. 3 Forudsætter skift af uddannelsesspor ændring i forhold til elevens mål i uddannelsesplanen, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år, kræves godkendelse fra kommunalbestyrelsen.
Stk. 4 Institutionen kan i særlige tilfælde beslutte, at eleven kan påbegynde et undervisningsniveau, hvor undervisningen allerede er påbegyndt, inden eleven har afsluttet basisniveauet.
Stk. 5 Vurderer institutionen, at eleven er parat til at fortsætte på et relevant undervisningsniveau, inden dette planmæssigt påbegyndes, kan undervisningen af eleven differentieres eller tilrettelægges med kombinationsforløb, erhvervstræning og virksomhedspraktik. Tilsvarende gælder i forbindelse med en afslutning af forberedende grunduddannelse, som tidsmæssigt ikke passer med elevens overgang til en ungdomsuddannelse.
Stk. 6 Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelser for og beslutning om skift af uddannelsesspor m.v.