Lov om forbrugslånsvirksomheder Kapitel 4

Denne konsoliderede version af lov om forbrugslånsvirksomheder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 450 af 24. april 2019,
som ændret ved lov nr. 1563 af 27. december 2019, lov nr. 801 af 09. juni 2020, lov nr. 1940 af 15. december 2020, lov nr. 2382 af 14. december 2021, lov nr. 570 af 10. maj 2022 og lov nr. 479 af 12. maj 2023

Kapitel 4 1 Identifikation af målgrupper
§ 10

Inden en forbrugslånsvirksomhed udbyder kreditaftaler til forbrugere, skal virksomheden identificere den relevante målgruppe for den pågældende type kreditaftale.

Stk. 2 Forbrugslånsvirksomheden skal sikre, at typen af kreditaftale er hensigtsmæssig for den identificerede målgruppes interesser, formål og karakteristika. Virksomheden skal i den forbindelse foretage en vurdering af målgruppens finansielle kapacitet.

Stk. 3 Forbrugslånsvirksomheden skal identificere grupper af forbrugere, hvor typen af kreditaftale vurderes ikke at være hensigtsmæssig for forbrugernes interesser, formål og karakteristika.

§ 11

Forbrugslånsvirksomheden må kun udvikle og udbyde produkter med egenskaber, omkostninger og risici, der stemmer overens med de interesser, formål og karakteristika, der kendetegner den identificerede målgruppe, jf. § 10, stk. 1 og 2.

Stk. 2 Forbrugslånsvirksomheden må kun i tilstrækkeligt begrundede tilfælde udbyde produktet til en forbruger, der ikke tilhører den identificerede målgruppe, jf. § 10, stk. 3.