Lov om forretningshemmeligheder Kapitel 5

Denne konsoliderede version af lov om forretningshemmeligheder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 309 af 25. april 2018

Kapitel 5 1 Domme om forbud og påbud
§ 12

Når retten har fastslået, at der er sket ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, jf. § 4, kan retten ved dom fastsætte følgende foranstaltninger i forhold til en forretningshemmelighed:

  • 1) Ophør med eller i givet fald tidsbegrænset forbud mod brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden.

  • 2) Forbud mod produktion, udbud til salg, markedsføring eller brug af krænkende varer eller import, eksport eller oplagring af krænkende varer med henblik herpå.

  • 3) Tilbagekaldelse af de krænkende varer fra markedet.

  • 4) Fratagelse af krænkende egenskaber hos de krænkende varer.

  • 5) Tilintetgørelse af de krænkende varer eller i givet fald tilbagekaldelse af varerne fra markedet, forudsat at en sådan tilbagekaldelse ikke hindrer beskyttelsen af den pågældende forretningshemmelighed.

  • 6) Tilintetgørelse af dele af eller hele dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer, der indeholder eller udgør forretningshemmeligheden, eller i givet fald udlevering til sagsøgeren af alle eller dele af disse dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer.

Stk. 2 Når retten tager stilling til, om foranstaltninger efter stk. 1 kan meddeles, og vurderer proportionaliteten af sådanne foranstaltninger, skal retten tage hensyn til de særlige omstændigheder i sagen, herunder

  • 1) forretningshemmelighedens værdi eller andre specifikke træk,

  • 2) de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte forretningshemmeligheden,

  • 3) den krænkende parts adfærd ved erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden,

  • 4) konsekvenserne af den ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden,

  • 5) parternes legitime interesser og de konsekvenser, det kan få for parterne, hvis foranstaltningerne efterkommes eller afvises,

  • 6) tredjeparters legitime interesser,

  • 7) offentlighedens interesse og

  • 8) beskyttelse af grundlæggende rettigheder.

Stk. 3 Når retten begrænser varigheden af foranstaltninger efter stk. 1, nr. 1 og 2, skal denne varighed være tilstrækkelig til at fjerne enhver forretningsmæssig eller økonomisk fordel, som den krænkende part måtte have opnået som følge af ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden. Foranstaltningerne ophører, når de ikke længere er omfattet af § 2, nr. 1, og det skyldes forhold, der ikke direkte eller indirekte kan tilregnes sagsøgte.

Stk. 4 Foranstaltninger efter stk. 1, nr. 3-6, foretages på den krænkende parts bekostning, medmindre særlige grunde taler herimod. Foranstaltningerne berører ikke en mulig erstatning til forretningshemmelighedshaveren for den ulovlige erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden.

§ 13

Retten kan i stedet for at træffe foranstaltninger efter § 12 efter anmodning fra den, der vil kunne pålægges disse foranstaltninger, bestemme, at denne skal betale den krænkede part godtgørelse, hvis

  • 1) den pågældende person på tidspunktet for brugen eller videregivelsen hverken vidste eller under de givne omstændigheder burde have vidst, at forretningshemmeligheden var erhvervet fra en anden person, der brugte eller videregav forretningshemmeligheden ulovligt,

  • 2) gennemførelsen af de pågældende foranstaltninger vil skade den pågældende person uforholdsmæssigt meget og

  • 3) en kontant godtgørelse til den krænkede part forekommer rimelig.

Stk. 2 Godtgørelse efter stk. 1, der træder i stedet for foranstaltninger efter § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, må ikke overstige de gebyrer eller afgifter, som den, der er dømt til at betale godtgørelse, skulle have betalt i den periode, hvor brug af forretningshemmeligheden kunne have været forbudt, hvis vedkommende havde anmodet om tilladelse til at anvende den pågældende forretningshemmelighed.