Lov om forretningshemmeligheder § 12

Denne konsoliderede version af lov om forretningshemmeligheder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 309 af 25. april 2018

§ 12

Når retten har fastslået, at der er sket ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, jf. § 4, kan retten ved dom fastsætte følgende foranstaltninger i forhold til en forretningshemmelighed:

  • 1) Ophør med eller i givet fald tidsbegrænset forbud mod brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden.

  • 2) Forbud mod produktion, udbud til salg, markedsføring eller brug af krænkende varer eller import, eksport eller oplagring af krænkende varer med henblik herpå.

  • 3) Tilbagekaldelse af de krænkende varer fra markedet.

  • 4) Fratagelse af krænkende egenskaber hos de krænkende varer.

  • 5) Tilintetgørelse af de krænkende varer eller i givet fald tilbagekaldelse af varerne fra markedet, forudsat at en sådan tilbagekaldelse ikke hindrer beskyttelsen af den pågældende forretningshemmelighed.

  • 6) Tilintetgørelse af dele af eller hele dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer, der indeholder eller udgør forretningshemmeligheden, eller i givet fald udlevering til sagsøgeren af alle eller dele af disse dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer.

Stk. 2 Når retten tager stilling til, om foranstaltninger efter stk. 1 kan meddeles, og vurderer proportionaliteten af sådanne foranstaltninger, skal retten tage hensyn til de særlige omstændigheder i sagen, herunder

  • 1) forretningshemmelighedens værdi eller andre specifikke træk,

  • 2) de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte forretningshemmeligheden,

  • 3) den krænkende parts adfærd ved erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden,

  • 4) konsekvenserne af den ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden,

  • 5) parternes legitime interesser og de konsekvenser, det kan få for parterne, hvis foranstaltningerne efterkommes eller afvises,

  • 6) tredjeparters legitime interesser,

  • 7) offentlighedens interesse og

  • 8) beskyttelse af grundlæggende rettigheder.

Stk. 3 Når retten begrænser varigheden af foranstaltninger efter stk. 1, nr. 1 og 2, skal denne varighed være tilstrækkelig til at fjerne enhver forretningsmæssig eller økonomisk fordel, som den krænkende part måtte have opnået som følge af ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden. Foranstaltningerne ophører, når de ikke længere er omfattet af § 2, nr. 1, og det skyldes forhold, der ikke direkte eller indirekte kan tilregnes sagsøgte.

Stk. 4 Foranstaltninger efter stk. 1, nr. 3-6, foretages på den krænkende parts bekostning, medmindre særlige grunde taler herimod. Foranstaltningerne berører ikke en mulig erstatning til forretningshemmelighedshaveren for den ulovlige erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden.