Lov om forsikringsformidling Kapitel 6

Denne konsoliderede version af lov om forsikringsformidling er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

sættes i kraft den 1. oktober 2018, med undtagelse af § 11, stk. 3, som sættes i kraft den 1. maj 2018, jf. bekendtgørelse nr. 360 af 26. april 2018.

Lov nr. 41 af 22. januar 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 11. marts 2022,
som ændret ved lov nr. 641 af 19. maj 2020, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

Kapitel 6 1 Whistleblowerordning
§ 17

En forsikringsformidler og en genforsikringsformidler skal have en ordning, hvor deres ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering begået af formidleren, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i formidleren. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. Forsikringsformidleren og genforsikringsformidleren skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan formidleren har fulgt op på indberetningerne. Lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt., jf. dog § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere.

Stk. 2 Ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst.

Stk. 3 Stk. 1 finder alene anvendelse for en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler, som beskæftiger flere end fem ansatte. Ordningen nævnt i stk. 1 og 2 skal være etableret, senest 3 måneder efter at formidleren har ansat den sjette ansatte.

Stk. 4 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning.

§ 18

En forsikringsformidler og en genforsikringsformidler må ikke udsætte ansatte eller tidligere ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte eller den tidligere ansatte har indberettet formidlerens overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den finansielle regulering til Finanstilsynet eller til en ordning hos formidleren. Det samme gælder ved fastsættelse, tildeling og udbetaling af variabel løn til ansatte eller tidligere ansatte.

Stk. 2 Ansatte eller tidligere ansatte kan tilkendes en godtgørelse i overensstemmelse med principperne i ligebehandlingsloven, hvis deres rettigheder er blevet krænket ved overtrædelse af stk. 1. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes eller den tidligere ansattes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 kan ikke fraviges til ugunst for den ansatte eller tidligere ansatte.

§ 18a

Indgår en ansat eller en tidligere ansat og en forsikringsformidler eller en genforsikringsformidler en aftale om en tavshedsklausul, skal det fremgå af aftalen, at den ansatte eller tidligere ansatte ikke er afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering til offentlige myndigheder.

Stk. 2 Uanset stk. 1 er den ansatte eller tidligere ansatte ikke afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering til offentlige myndigheder, selv om et sådant forbud indgår i en aftale mellem den ansatte eller tidligere ansatte og forsikringsformidleren eller genforsikringsformidleren. Det samme gælder indberetninger til ordninger efter § 17.