Lov om fremtidsfuldmagter Kapitel 2

Denne konsoliderede version af lov om fremtidsfuldmagter er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 618 af 08. juni 2016,
som ændret ved lov nr. 1711 af 27. december 2018

Kapitel 2 1 Fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse
§ 4

En anmodning om at sætte en fremtidsfuldmagt i kraft indgives til Familieretshuset af fuldmagtsgiveren eller af fremtidsfuldmægtigene i forening.

Stk. 2 Forinden anmodning indgives af fremtidsfuldmægtigene, skal fremtidsfuldmægtigene drøfte anmodningens indgivelse med fuldmagtsgiver, medmindre denne ikke er i stand til at forstå betydningen heraf. Hvis fuldmagtsgiver i tilknytning til drøftelsen udtaler sig imod anmodningen, kan denne ikke behandles.

Stk. 3 Forinden anmodning indgives af fremtidsfuldmægtigene, skal fuldmagtsgiverens nærmeste pårørende underrettes af fremtidsfuldmægtigene om anmodningens indgivelse og om deres adgang til at gøre indsigelse imod fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse over for Familieretshuset.

Stk. 4 En anmodning afvises, hvis fremtidsfuldmagten ikke er gyldigt oprettet, jf. § 3, eller hvis anmodningen ikke opfylder kravene i § 5 og de i henhold til § 8 fastsatte krav og kravene ikke kan forventes opfyldt inden for en af Familieretshuset fastsat kortere frist.

§ 5

En anmodning efter § 4, stk. 1, skal vedlægges en lægeerklæring om, at fuldmagtsgiveren er kommet i den tilstand, jf. § 1, som fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse er betinget af, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Familieretshuset kan se bort fra kravet om lægeerklæring, jf. stk. 1, hvis det på anden måde er godtgjort, at fuldmagtsgiveren befinder sig i den i stk. 1 nævnte tilstand. Familieretshuset kan endvidere se bort fra kravet om lægeerklæring, hvis anmodningen indgives af fuldmagtsgiveren og fuldmagtsgiveren er i stand til at forstå betydningen heraf.

Stk. 3 En anmodning, der indgives af fremtidsfuldmægtigene, skal indeholde en erklæring på tro og love om, at de i § 4, stk. 2 og 3, nævnte foranstaltninger er foretaget. Er drøftelsen med fuldmagtsgiveren undladt, skal anmodningen indeholde en redegørelse herfor.

§ 6

Familieretshuset kan undtagelsesvis og uden samtykke indhente yderligere oplysninger om fuldmagtsgiverens forhold, i det omfang dette er nødvendigt for sagens behandling.

Stk. 2 Forvaltningsmyndigheder inden for social- og sundhedsområdet og private udbydere af social service og sundhedsydelser meddeler på anmodning fra Familieretshuset, jf. stk. 1, oplysninger om fuldmagtsgiverens forhold.

Stk. 3 Familieretshuset kan afkræve personer, der har kendskab til fuldmagtsgiveren, de oplysninger, som anses nødvendige for sagens behandling, jf. stk. 1.

§ 7

Familieretshuset træffer afgørelse om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft, hvis fuldmagtsgiveren må anses for at være i en tilstand som omhandlet i § 1, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Fremtidsfuldmagten kan ikke sættes i kraft i forhold til fremtidsfuldmægtige og subsidiære fremtidsfuldmægtige, som ikke er fyldt 18 år, er under værgemål, eller som selv har oprettet en fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft.

Stk. 3 Fremtidsfuldmagten kan ikke sættes i kraft, hvis det på grundlag af de foreliggende oplysninger findes betænkeligt. Knytter betænkeligheden sig alene til en bestemt del af fremtidsfuldmagten eller til en bestemt fremtidsfuldmægtig eller subsidiær fremtidsfuldmægtig, kan Familieretshuset sætte fremtidsfuldmagten delvis i kraft.

§ 8

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om anmodninger om ikraftsættelse af fremtidsfuldmagter, herunder om udformningen af anmodningen og de oplysninger, der skal fremgå af anmodningen, udformningen af lægeerklæringen og fremtidsfuldmægtigenes adgang til at indhente lægeerklæringen samt udformningen af tro og love-erklæringen.

Stk. 2 Justitsministeren fastsætter regler om, at anmodninger om ikraftsættelse, der indgives til Familieretshuset i medfør af denne lov, og skriftlig kommunikation til og fra Familieretshuset i forbindelse med behandlingen af anmodninger om ikraftsættelse skal foregå digitalt. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign. Justitsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om afvisning af anmodninger om ikraftsættelse af fremtidsfuldmagter, der ikke indgives digitalt, og om undtagelser hertil. Justitsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om, hvornår en digital meddelelse vedrørende en sag om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt anses for at være kommet frem.

Stk. 3 Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om Familieretshusets underretning af berørte parter om fremtidsfuldmagters ikraftsættelse.