Lov om garantifond for skadesforsikringsselskaber Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber

Lov nr. 457 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 2067 af 12. november 2021,
som ændret ved lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

Kapitel 6 1 Regres
§ 9

Fonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning, i forsikringstagerens eller den sikredes krav mod det forsikringsselskab, der er gået konkurs.

Stk. 2 Beløb, der indgår i boet fra dækning ved genforsikring, anvendes forlods til dækning af krav fra Fonden, når denne har betalt erstatninger, som udløser betaling fra genforsikringsselskaber. Kravet viger dog for de i konkurslovens §§ 93 og 94 nævnte fordringer, i det omfang disse fordringer ikke kan dækkes af boets øvrige midler.

§ 9a

Fonden kan kræve fuld refusion for en udbetalt erstatning til en skadelidt bosat i Danmark, jf. § 5 d, hvis skadesforsikringsselskabet under enten konkurs eller likvidation, der har udstedt motoransvarsforsikringspolicen, er beliggende i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Fonden kræver refusion fra det organ, der på området for motoransvarsforsikringer er oprettet eller godkendt til samme formål som Fonden i hjemlandet for skadesforsikringsselskabet.

Stk. 2 I det omfang et organ, der svarer til Fonden i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, har udbetalt erstatning under en motoransvarsforsikring tegnet i et dansk forsikringsselskab, der er gået konkurs eller er under likvidation, og krævet refusion af Fonden, skal Fonden refundere den udbetalte erstatning til det pågældende erstatningsorgan.

Stk. 3 Fonden skal betale refusion i henhold til stk. 2 inden for 6 måneder, medmindre andet er aftalt skriftligt mellem de to organer.

Stk. 4 Har Fonden ydet erstatning til en skadelidt bosat i Danmark, jf. § 5 d, hvor Fonden kan kræve fuld refusion i henhold til stk. 1, indtræder Fonden i skadelidtes rettigheder overfor skadevolderen eller dennes forsikringsselskab med undtagelse af tilfælde, hvor skadevolderen er forsikringstageren eller en anden forsikret person, som det insolvente forsikringsselskab ville have dækket efter national ret.