Lov om Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 553 af 18. juni 2012,
som ændret ved lov nr. 656 af 12. juni 2013 og lov nr. 2591 af 28. december 2021

Kapitel 3 1 Økonomi, regnskab og revision m.v.
§ 7

Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution er en uafhængig selvejende institution inden for den offentlige forvaltning.

Stk. 2 Staten yder et årligt tilskud til institutionens drift og aktiviteter.

§ 8

Institutionen kan i overensstemmelse med sit formål modtage indtægter fra fonde, gaver m.v. og kan drive indtægtsdækket virksomhed, tilskudsfinansieret forskningsvirksomhed og andre tilskudsfinansierede aktiviteter, herunder konsulentbistand og rådgivning, i det omfang dette er foreneligt med varetagelsen af institutionens øvrige opgaver.

Stk. 2 Institutionen kan i overensstemmelse med sit formål indgå flerårige aftaler med offentlige myndigheder om løsning af konkrete opgaver.

§ 9

Institutionen anvender de statslige regnskabsregler efter Finansministeriets bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen. Institutionens regnskabsår er finansåret. Ved regnskabsårets afslutning udarbejdes institutionens årsrapport, der underskrives af bestyrelsen og direktøren.

Stk. 2 Institutionens årsrapport revideres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik af rigsrevisor, jf. §§ 2 og 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.