Statslige tilskud efter denne lov og kommunale tilskud efter § 30 a ydes ikke til dækning af institutionernes udgifter til betaling af afgifter i henhold til momsloven. Fuld deltagerbetaling efter § 47, stk. 1, 3. pkt., eller § 48, stk. 1, 5. pkt., omfatter ikke dækning af institutionernes udgifter til betaling af afgifter i henhold til momsloven.
Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kompenserer institutionerne for udgifter til betaling af afgifter i henhold til momsloven, som efter momsloven ikke kan fradrages ved en virksomheds opgørelse af afgiftstilsvaret (ikkefradragsberettiget købsmoms), og som institutionerne afholder ved køb af varer og tjenesteydelser, til hvilke der ydes statslige tilskud m.v. efter denne lov og kommunale tilskud efter § 30 a, eller som bruges ved undervisningsaktiviteter, hvor der opkræves fuld deltagerbetaling efter § 47, stk. 1, 3. pkt., eller § 48, stk. 1, 5. pkt.
Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om kompensation efter stk. 2 og kan herunder beslutte, at der etableres en acontoordning for momskompensation til institutionerne.