Lov om integrationsgrunduddannelse (igu) § 12

Denne konsoliderede version af lov om integrationsgrunduddannelse (igu) er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 623 af 08. juni 2016,
som ændret ved lov nr. 562 af 07. maj 2019, lov nr. 2189 af 29. december 2020, lov nr. 722 af 27. april 2021, lov nr. 324 af 16. marts 2022, lov nr. 916 af 21. juni 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1799 af 28. december 2023

§ 12

Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte maksimale beløb for de aktivitetsafhængige statslige tilskud til uddannelse, der kan indgå i skoleundervisning under integrationsgrunduddannelsen, jf. § 6.

Stk. 2 Vedkommende minister skal for personer, der som led i skoleundervisningen under integrationsgrunduddannelsen deltager i uddannelser, hvor der på de årlige finanslove er fastsat takster pr. årselev for aktivitetsafhængige statslige tilskud fra staten, ud over de i stk. 1 nævnte maksimale beløb nedsætte en eller flere takster pr. årselev, så de samlede tilskud svarer til det maksimale beløb.

Stk. 3 En person, der er i gang med en integrationsgrunduddannelse, kan kun optages på en uddannelse, der kan indgå i skoleundervisningen under integrationsgrunduddannelsen, og hvor de aktivitetsafhængige statslige tilskud er større end det maksimale beløb fastsat efter stk. 1, hvis den virksomhed, hvormed personen har indgået aftale om integrationsgrunduddannelse, betaler forskellen mellem det i stk. 1 nævnte maksimale beløb og de aktivitetsafhængige statslige tilskud før nedsættelsen efter stk. 2. Indbetaling af forskellen er en betingelse for at kunne deltage i undervisningen og prøver. Indbetalingen beregnes på grundlag af taksterne for tilskud til den pågældende uddannelse på finansloven for det år, hvor uddannelsen påbegyndes.

Stk. 4 Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om administration af ordningen efter stk. 1-3, herunder om udlændingens pligt til at oplyse uddannelsesinstitutionerne om, at vedkommende er i gang med en integrationsgrunduddannelse, om uddannelsesinstitutionernes opgaver i forbindelse med ordningen og om institutionernes indberetninger til brug for tilskudsadministration af de omfattede uddannelser.