Lov om kapitalmarkeder Kapitel 13

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

Kapitel 13 1 Krav til drift, adgang m.v.
§ 71

En operatør af et reguleret marked er ansvarlig for, at det pågældende marked drives på en betryggende og hensigtsmæssig måde.

Stk. 2 En operatør af et reguleret marked skal

  • 1) kunne identificere og håndtere eventuelle interessekonflikter mellem på den ene side operatøren og operatørens ejerkreds og på den anden side markedets ordentlige funktion,

  • 2) kunne styre de risici, som operatøren og markedet udsættes for, herunder kunne påvise alle væsentlige risici for markedets drift og indføre effektive foranstaltninger til at mindske disse risici,

  • 3) sikre en ordentlig forvaltning af den tekniske funktion af markedspladsens systemer, herunder etablere effektive nødsystemer,

  • 4) have klare og gennemskuelige regler og procedurer, der sikrer en redelig og korrekt handel, og opstille objektive kriterier for effektiv udførelse af ordrer,

  • 5) sikre en effektiv og rettidig gennemførelse af de transaktioner, der gennemføres i markedets systemer, og

  • 6) råde over tilstrækkelige finansielle ressourcer til at sikre markedets ordentlige funktion under hensyn til de transaktioner, der gennemføres på markedet, og til de risici, som markedet udsættes for.

Stk. 3 En operatør af et reguleret marked må ikke udføre kundeordrer over egenbeholdningen eller benytte sig af ejermatchningshandler.

§ 72

En operatør af et reguleret marked kan indgå passende aftaler med en central modpart (CCP), et clearinginstitut eller et afviklingsinstitut om clearing og afvikling af nogle eller samtlige transaktioner, der er gennemført via det regulerede markeds systemer.

Stk. 2 Indgår operatøren af det regulerede marked en aftale som nævnt i stk. 1 med en part, der er hjemmehørende i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan Finanstilsynet kun modsætte sig aftalen, hvis det kan godtgøres, at dette er nødvendigt for at sikre det regulerede markeds ordentlige funktion, eller hvis Finanstilsynet finder, at clearing og afvikling i henhold til aftalen ikke kan gennemføres på en teknisk forsvarlig måde.

§ 73

En operatør af et reguleret marked skal fastsætte regler for medlemskab af det pågældende marked. Reglerne skal være klare, ikkediskriminerende og baseret på objektive kriterier. Reglerne skal angive eventuelle forpligtelser for medlemmerne som følge af

  • 1) etablering og drift af markedet,

  • 2) regler for transaktioner på markedet,

  • 3) faglige standarder, der pålægges ansatte hos fondsmæglerselskaber, der opererer på markedet,

  • 4) betingelser, der fastsættes for andre medlemmer af markedet end fondsmæglerselskaber, og

  • 5) regler og procedurer for clearing og afvikling af transaktioner gennemført på markedet.

Stk. 2 Reglerne for det regulerede marked om clearing og afvikling skal sikre, at medlemmer af det regulerede marked har ret til at benytte et andet afviklingssystem for transaktioner med finansielle instrumenter end det, der er valgt af operatøren af et reguleret marked, hvis

  • 1) der er oprettet de nødvendige forbindelser og ordninger mellem det afviklingssystem, som medlemmet har valgt, og ethvert andet relevant system eller enhver anden relevant facilitet til at sikre en effektiv og økonomisk afvikling af den pågældende transaktion og

  • 2) Finanstilsynet finder, at de tekniske betingelser for afvikling af transaktioner på det regulerede marked gennem et andet afviklingssystem end det, der er valgt af operatøren, er egnede til at sikre de finansielle markeders effektive og ordentlige funktion.

§ 74

Fondsmæglerselskaber med tilladelse til at udføre kundeordrer eller til at handle for egen regning, Danmarks Nationalbank og andre centralbanker i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, har ret til at blive medlemmer af et reguleret marked, hvis de opfylder de regler, der er fastsat for medlemskab af det pågældende marked i medfør af § 73. Det samme gælder for kreditinstitutter og investeringsselskaber, der i hjemlandet har tilladelse til at udføre kundeordrer eller til at handle for egen regning, men som ikke udøver handel med finansielle instrumenter gennem en filial eller ved tjenesteydelser her i landet, jf. §§ 30 og 31 i lov om finansiel virksomhed og §§ 42 og 43 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Stk. 2 Fondsmæglerselskaber omfattet af stk. 1 og centralbanker i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, har ret til at blive fjernmedlemmer af et reguleret marked, medmindre fysisk tilstedeværelse efter det regulerede markeds handelsprocedurer og -systemer er nødvendig for at kunne gennemføre transaktioner på markedet.

Stk. 3 En operatør af et reguleret marked kan optage andre fysiske eller juridiske personer end dem, der nævnt i stk. 1, som medlemmer af det regulerede marked, jf. dog stk. 4, hvis personerne har

  • 1) et godt omdømme,

  • 2) tilstrækkelig handelsevne, kompetence og erfaring,

  • 3) passende administrative procedurer og

  • 4) tilstrækkelige ressourcer til at varetage de funktioner, der følger af medlemskabet af det regulerede marked, herunder deltagelse i de finansielle foranstaltninger, som operatøren af det regulerede marked har truffet med henblik på at sikre en passende afvikling af transaktioner.

Stk. 4 Uanset stk. 3 må en operatør af et reguleret marked alene optage personer, der er hjemmehørende i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, hvis disse er kreditinstitutter, investeringsselskaber eller centralbanker. Er det pågældende kreditinstitut eller investeringsselskab ikke omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, kræver optagelse tilladelse fra Finanstilsynet.

Stk. 5 En operatør af et reguleret marked skal give Finanstilsynet meddelelse om ændringer i det regulerede markeds medlemskreds.