Lov om kapitalmarkeder Kapitel 17

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

Kapitel 17 1 Fælles regler om drift af en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF)
§ 88

En operatør af en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF) skal have mindst tre aktive medlemmer eller kunder, der hver især har mulighed for at interagere med de andre medlemmer eller kunder i forhold til prisdannelsen.

Stk. 2 Operatøren skal give Finanstilsynet oplysning om, hvordan handelsfaciliteten fungerer, herunder enhver forbindelse til eller deltagelse af en markedsplads eller en systematisk internalisator, som operatøren ejer, og en liste over handelsfacilitetens medlemmer og kunder, hvis forholdene ændres, eller hvis Finanstilsynet anmoder herom.

§ 89

En operatør af en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF) skal sikre, at det pågældende marked drives på en betryggende og hensigtsmæssig måde.

Stk. 2 Operatøren skal

  • 1) have klare og gennemskuelige regler og procedurer, der sikrer en redelig og korrekt handel og indeholder objektive kriterier for effektiv udførelse af ordrer,

  • 2) have klare regler for, hvilke finansielle instrumenter der kan handles via handelsfacilitetens systemer,

  • 3) sikre en ordentlig forvaltning af facilitetens tekniske drift, herunder etablere effektive nødsystemer,

  • 4) kunne identificere og håndtere eventuelle interessekonflikter mellem på den ene side operatøren og operatørens ejerkreds og på den anden side handelsfacilitetens ordentlige funktion,

  • 5) sikre, at brugerne af handelsfaciliteten har adgang til tilstrækkelige offentligt tilgængelige oplysninger til at kunne foretage en investeringsbedømmelse,

  • 6) have klare og ikkediskriminerende regler, der fastlægger objektive kriterier for adgang til handelsfaciliteten, og

  • 7) informere brugerne af handelsfaciliteten om deres respektive ansvar for afvikling af transaktioner, der gennemføres i handelsfacilitetens systemer, og sikre en effektiv afvikling af disse transaktioner.

Stk. 3 For adgang til en multilateral handelsfacilitet (MHF) gælder desuden betingelserne i § 91.

§ 90

En operatør af en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF) må ikke kræve finansielle oplysninger fra en udsteder af omsættelige værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked, hvis udstederens omsættelige værdipapirer handles på handelsfaciliteten uden udstederens samtykke.