Lov om kapitalmarkeder § 180a

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

§ 180a

It-drift af et detailbetalingssystem, der opfylder betingelserne i § 177, stk. 2, må ikke påbegyndes, før Finanstilsynet har meddelt it-operatøren tilladelse hertil.

Stk. 2 Tilladelse efter stk. 1 meddeles, når

  • 1) it-operatøren har etableret en virksomhed med hjemsted i Danmark,

  • 2) medlemmer af ansøgerens bestyrelse og direktion eller indehaveren af en it-operatør af et detailbetalingssystem, der er en enkeltmandsvirksomhed, opfylder kravene i §§ 180 e og 180 f og

  • 3) ansøgeren opfylder kravene i §§ 180 c-180 i.

Stk. 3 En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om ansøgeren på tidspunktet for tilladelsen opfylder kravene i §§ 180 c-180 i, herunder en driftsplan for it-driften af detailbetalingssystemet, en organisationsplan, forretningsgange for it-driften af detailbetalingssystemet, politikker for it-sikkerhed og -risikostyring og beredskabs- og forretningskontinuitetsplaner. Påtænker en virksomhed at outsource væsentlige processer, tjenesteydelser eller aktiviteter, skal ansøgningen også indeholde en outsourcingpolitik.

Stk. 4 Tilladelse eller afslag på tilladelse skal meddeles ansøgeren senest 6 måneder efter modtagelse af en fuldstændig ansøgning. Finanstilsynet skal uanset 1. pkt. træffe afgørelse senest 12 måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelse af en fuldstændig ansøgning om tilladelse truffet afgørelse, kan ansøgeren indbringe sagen for domstolene.

Stk. 5 Drives en it-operatør af et detailbetalingssystem som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion, finder stk. 2, nr. 1, og stk. 3 tilsvarende anvendelse for den eller de ledelsesansvarlige.