Lov om kapitalmarkeder § 184

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

§ 184

Rettigheder over fondsaktiver skal registreres i en værdipapircentral (CSD) for at opnå beskyttelse mod aftaler, der indgås om fondsaktiverne, og retsforfølgning.

Stk. 2 En aftale eller retsforfølgning, der skal kunne fortrænge en ikkeregistreret ret, skal selv være registreret, og erhververen ifølge aftalen skal være i god tro ved anmeldelsen af rettigheden til det kontoførende institut.

Stk. 3 Registreringens retsvirkninger regnes fra tidspunktet for endelig registrering i værdipapircentralen (CSD’en).

Stk. 4 Har en værdipapircentral (CSD) outsourcet hele eller dele af afviklingen til en offentlig enhed, jf. artikel 30, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2014/909 af 23. juli 2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler, regnes retsvirkningstidspunktet fra tidspunktet for registrering hos den enhed, der er outsourcet til.

Stk. 5 Et kontoførende institut skal straks indrapportere modtagne anmeldelser til registrering i en værdipapircentral (CSD).

Stk. 6 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om:

  • 1) Grundlaget for og fremgangsmåden ved registrering.

  • 2) Registrering af begrænsede rettigheder over fondsaktiver.

  • 3) Meddelelser om registrering.

  • 4) Udfærdigelse af kontoudskrifter.

  • 5) Kontoudskriftens indhold.