Lov om kapitalmarkeder § 199

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

§ 199

Når finansiel sikkerhedsstillelse sker i form af gældsfordringer, skal sikkerhedshaver fra sikkerhedsstiller modtage en liste over samtlige gældsfordringer omfattet af sikkerhedsstillelsen. Listen skal sendes i skriftlig form eller på en måde, der retligt kan sidestilles hermed.

Stk. 2 Sikkerhedshaverens modtagelse af en liste som nævnt i stk. 1 er uanset § 31 i lov om gældsbreve den relevante sikringsakt ved finansiel sikkerhedsstillelse i form af gældsfordringer. Hvis sikkerhedsstilleren har overdraget gældsfordringerne til flere aftaleerhververe, skal sikkerhedshaver være i god tro over for andre aftaleerhververe på tidspunktet for listens modtagelse.

Stk. 3 Er sikkerhedsstiller og sikkerhedshaver nærtstående, jf. § 2, nr. 2-4, i konkursloven, gælder stk. 2 ikke. Bliver sikkerhedshaver nærtstående til sikkerhedsstiller, gælder stk. 2 ikke for sikkerhed stillet efter dette tidspunkt.