Lov om kapitalmarkeder § 210

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

§ 210

Er et finansielt instrument registreret på en konto hos en værdipapircentral (CSD) eller et kontoførende institut, afgøres spørgsmål vedrørende instrumentet, jf. stk. 2, efter lovgivningen i det land, hvor kontoen føres, bortset fra lovvalgsregler.

Stk. 2 Følgende spørgsmål afgøres efter den i stk. 1 nævnte lovgivning:

  • 1) Den retlige beskaffenhed af sikkerhed i finansielle instrumenter og de tingsretlige virkninger, der knytter sig dertil.

  • 2) Kravene til sikring af en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse mod tredjemand og kravene til, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for, at en sådan aftale kan gøres gældende over for tredjemand.

  • 3) Hvorvidt en persons adkomst til eller rettighed i en sikkerhed i finansielle instrumenter må vige for eller efterstilles en konkurrerende adkomst eller rettighed, herunder om der foreligger ekstinktiv erhvervelse.

  • 4) Hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at realisere en sikkerhed i form af finansielle instrumenter, når der er opstået en fyldestgørelsesgrund.